49 mio. på vej Right to Dream Park?

Furesø Kommunes forvaltning anbefaler, at der skal afsættes 49 mio. kr. til renovering af Farum Park.

Furesø Kommune anbefaler udskiftning af 5.000 tribunesæder og 44 mio. kr. til renovering af Right to Dream Park. Midt under genforhandlingen af lejeaftalen har forvaltningen offentliggjort et bilag, hvor der fremgår, at der skal investeres i stadion.
Af Mikkel Kjølby
Der er tilsyneladende gang i forhandlingerne mellem Furesø Kommune og FC Nordsjælland i forhold til lejeaftalen for Right to Dream Park.
Den nuværende lejeaftale blev indgået i 2021 med truende skyer hængende i baggrunden, fordi FC Nordsjælland var begyndt at flytte aktiviteter til Hillerød, hvor der var planer om et stadion i Superligastørrelse, hvilket siden er droppet, da FC Nordsjælland meldte ud, at man hører til i Farum.
FC Nordsjælland betaler 3,8 mio. kr. årligt for leje af Farum Park.
Nu skal der så laves en ny lejeaftale.
Sideløbende er Furesø Kommune i gang med budgetprocessen. Her har forvaltningen givet et indblik i deres anbefalinger til anlægsprogrammet. Det sker i et bilag til et punkt på Økonomi- og Erhvervsudvalgets dagsorden.
Her fremgår det, at man anbefaler, at der afsættes 5 mio. kr. til udskiftning af 6.000 tribunesæder i 2027.
– Sæderne på Farum Park har varieret levetid afhængigt af deres placering. Sæder under tribunen er mindre udsatte for vejr og har derfor længere levetid, mens de ubeskyttede sæder slides hurtigere. Hidtil er udskiftning blevet løst gennem driftsbudgettet ved at genbruge mindre slidte sæder. Denne mulighed er nu udtømt, og den nødvendige udskiftning overstiger driftsbudgettets kapacitet. Med denne anlægsbevilling sikres det, at alle 6.000 sæder på stadion udskiftes, hvilket vil sikre holdbare faciliteter, skriver forvaltningen i bilaget.
Furesø Kommune har i bygningsanalyse 2023-2032 afsat henholdsvis 2,5, 2,1 og 10,8 mio. kr. i årene 2023-2024-2025, men fra 2026 til og med 2032 står der 0 kroner.

Furesø Kommunes direktør for By- og Kultur, Claus Torp, oplyste i en artikel fra 2024, at forståelsen skulle være, at man årligt ville bruge ca. 1. mio. kr. på vedligehold samt 900.000 kroner til den daglige drift af Farum Park.
Læs artiklen her: https://altomfuresoe.dk/har-kommunen-solgt-skindet-for-tigeren-er-skudt/
Men det behov har tilsyneladende ændret sig på dramatisk vis. I bilaget til Økonomi- og Erhvervsudvalgets dagsorden anbefaler forvaltningen, at der afsættes 44 mio. kr. til renovering af Farum Park. Fordelt med 12 mio. kr. 2028 og 2029 samt 20 mio. kr. i 2030.
Forvaltningens beskrivelse af behovet er ganske kort og præcis:
– Meget nedslidt, står der kortfattet.
Det skal understreges, at dette er et oplæg til budgetforhandlingerne. Der er altså ikke vedtaget noget som helst. Det kan tidligst ske i forbindelse med budgetvedtagelsen i september/oktober.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder