
Lars Køster Svendsen gør opmærksom på en besynderlig trafikal situation på Paltholmvej. Nu skal forvaltningen se på sagen.
Af Mikkel Kjølby
Der var betydelig stolthed blandt lokalpolitikerne, da det efter mange års pres lykkedes, at få politiet til at gå med på hastighedsnedsættelser flere steder i Furesø Kommune.
Den store gennemgående vej, Paltholmvej, var blandt de udvalgte veje. Her ville man dæmpe hastighedsgrænsen fra 60 til 50 km/t., men en lokal borger, Lars Køster Svendsen, er noget forvirret over situationen.
For lidt ligesom sangen om Først den ene vej, og så den anden vej. Så er der 50 km/t. den ene vej og 60 km/t. den anden vej.
– Man har altså en ganske befærdet vej i Farum, hvor man i den ene retning må køre 60 km/t., men i den modsatte retning kun må køre 50 km/t. Det virker helt skørt. Jeg kan ikke huske, at jeg har set den konstruktion andre steder, lyder det fra Lars Køster Svendsen.
Når man kommer ad Paltholmvej fra Bistrup og ind mod Farum er der først et byzoneskilt. Tidligere var der kort efter et 60 km/t. skilt. Det er nu fjernet. Når man krydser lyssignalet ved Frederiksborgvej, kommer der så et 60 km/t. skilt. Pudsigt lige der, hvor der opstår farlige situationer ved indkørsel til en tankstation og flere butikker.
– Det er flere risikoområder, end der er på hele det andet stykke af Paltholmvej, pointerer Lars Køster Svendsen.
Kører man den anden vej. Fra Farum Park tilbage mod Frederiksborgvej og videre mod Bistrup er der 60 km/t. hele vejen til byzoneskiltet.
Lars Køster Svendsen er nu mest forundret over, at der mangler skilte, som fortæller om hastighedsnedsættelsen.
– Man bliver på intet tidspunkt gjort opmærksom på den ændrede fartgrænse. Så tilkørsler til Paltholmvej fra Skovbakken, Furesøgaardsvej og Borgmester Jespersensvej får ingen advarsler om ændringen. Der burde være opsat et “HUSK 50” skilt lige efter Furesøgaardsvej og efter Borgmester Jespersens Vej i retning mod Frederiksborgvej, vurderer Lars Køster Svendsen.
Udvalgsformand Lene Munch-Petersen (A) har set Lars Køster Svendsens indvendinger, og har sendt sagen videre til forvaltningen.