Mindeord om Steen Sommer (1946-2024)

Æresmedlem af VBBK, Steen Sommer, er gået bort.

Æresmedlem i Værløse Basketball Klub Steen Sommer er gået bort.
Steen var klubbens kasserer gennem mange år og fik sat styr på klubbens økonomi, så klubben kunne udvikle sig positivt både på ungdomssiden, seniorsiden og eliteholdssiden.
Steens tilknytning til klubben skete gennem hans børn, Lars, Lene og Anders, da de to sidstnævnte begyndte i Værløse Basketball Klub som minispillere tilbage i 1980’erne og 90’erne. Anders valgte senere trænergerningen og er nu Head Coach for et af Danmarks internationale tophold, Bakken Bears.
Steen var uddannet statsautoriseret revisor og havde selvstændig revisorvirksomhed, da han tilbød sig som kasserer i Værløse Basketball Klub. Med sin indgående ekspertise og baggrund for økonomisk styring fik han hurtigt skabt et solidt økonomisk fundament for klubben, hvilket var medvirkende til at udvikle klubben på mange fronter.
Udover jobbet som kasserer i Værløse Basketball Klub, var Steen Sommer også kasserer i klubbens Erhvervsklub, som gennem mange år gav en fantastisk god økonomisk støtte til klubben.
I alt nåede Steen at være kasserer i klubben i næsten 15 år, og sammen med sin hustru Laila deltog han og bistod også ved klubbens mange arrangementer og altid som fast tilskuer ved kampe.
Også Furesø Kommune anerkendte Steens indsats som frivillig leder ved at overrække ham kommunens Lederpris i 2017, som tak for hans store indsats.

Vi vil komme til at savne Steen, hans store engagement i Værløse Basketball Klub og ikke mindst hans ordentlige, varme og positive væsen.
Der vil ved Ligakampen mod netop Bakken Bears lørdag 3. februar kl. 14 i Søndersøhallen blive afholdt 1 minuts stilhed for at mindes Steen.
Venner og bekendte af familien Sommer er velkomne ved Steens bisættelse tirsdag 20. februar kl. 13 i Hareskov Kirke, med efterfølgende gravøl på Bryggeri Skovlyst.
Æret være hans minde.
Værløse Basketball Klub

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest