Trafikanter i Furesø må væbne sig med lidt ekstra tålmodighed fra fredag 1. marts, hvis de tager bilen på arbejde eller til kulturoplevelser i København.
Fredag 1. marts tager Vejdirektoratet hul på en længerevarende opgave med at foretage en indvendig renovering af Frederikssundsvejstunnelen ved Bellahøj i København. De tidligere år har der været udført fugtmembran ovenpå tunnelen.
Den gamle tunnel er bygget i beton af varierende kvalitet, og det har nu ført til vandindtrængningsskader på de lodrette slidsevægge, der ikke er fugtisolerede.
Det er et omfattende stykke arbejde at reparere hele den indvendige betonkonstruktion i så stor en tunnel, og opgaven forventes derfor først at være afsluttet i april 2025.
Arbejdet bliver udført bag afspærring og finder primært sted i dagtimerne.
Information til trafikanterne
Trafikalt betyder renoveringsarbejdet, at der til dagligt vil være to smalle kørespor igennem tunnelen.
Om natten vil tunnelen lejlighedsvist blive totalspærret i tidsrummet kl. 23.00-5.00. Når dette er tilfældet, vil trafikanterne blive ledt op ad parallelgaderne.
Desuden vil der i perioder være indskrænkninger til kun et spor farbart i tunnelen inden for tidsrummet lørdag aften til mandag morgen.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanter og naboer.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.
Læs mere på Trafikinfo.dk