Menighedsrådet for Værløse Sogn har fået en besværlig sag på halsen. Der er konstateret skimmelsvamp i den gamle præstegård i Kirke Værløse, og det er ikke sådan lige til at finde en god løsning.
Sognepræst Rosa Bech og familien er genhuset i nærheden, imens den 297 kvadratmeter store ejendom fra 1910 renoveres. Det er en omfattende proces, og alt afhængig af tidshorisonten for forskellige byggetilladelser vil der gå et til halvandet år, før præstefamilien kan flytte tilbage.
Alle indvendige vægge på 1. sal samt tagkonstruktionen er ramt af skimmelsvampen.
– Præstegården er ramt af skimmelsvamp og skal renoveres for et anseeligt millionbeløb, fortæller Gotfred Blom, næstformand i menighedsrådet for Værløse Sogn.
Knud Hjortøsvej 26 er i lokalplanen udpeget som bevaringsværdig i klasse 2. Kun Kirke Værløse Kirke er mere bevaringsværdig i den hyggelige landsby. Det er altså ikke muligt at rive præstegården ned og bygge en ny.
De første skridt er taget, men den endelige plan for finansieringen er ikke vedtaget. Menighedsrådet har taget skridt til at få lavet en plan for udstykning af grunden.
– Der er en mulighed for, at man kan udstykke grunden med to mindre grunde. Den proces er sat i gang, forklarer Gotfred Blom.
I første omgang handler det om at få et overblik
– Der skal en eller anden form for finansiering til. Vi skal have alternativer at tage stilling til. Vi har taget en beslutning om at udstykke to grunde. Når udstykningen er på plads, kan vi tage stilling til om, hvorvidt vi også vil sælge de to grunde. En anden mulighed er at låne pengene til renoveringen af stiftet, fortæller Gotfred Blom.
Den beslutning er ikke lige på trapperne. Ting tager tid.