Coco – Høj puls i luften

Bare rolig. Coco er på sommerferie på Djursland og vender tilbage til Kirke Værløse. Foto: Charlotte Søllner Hernø.

Der er mange fugle i luften, i træerne, på jorden og i søerne i og omkring Kirke Værløse, både små og store fugle lige fra gærdesmutte til dompap, spurvehøg, rød glente, gråkrage og gråand. Men også en mærkelig fugl, der normalt kun ses i Costa Rica og Mellemamerika. Navnet er Coco.

Af Charlotte Søllner Hernø
Coco er en blågul ara, hvis latinske navn er Ara ararauna, som er en papegøjeart, der lever af nødder og frugter, er blandt de klogeste fugle i verden og som i naturen under optimale forhold lever til en alder på 70-80 år. En ara kan se stor ud på grund af sit store vingefang, når den flyver, men den vejer omtrent som en beskeden lørdagskylling, dvs. mellem 0,9 og 1,5 kilo.
Første gang man ser Coco flyve elegant gennem luften, tænker man, at der må være tale om en undsluppet fugl fra en dyrepark eller Zoo. Det er det så bare ikke. Coco bor i Kirke Værløse hos en familie bestående af far, mor og to mindre børn. Alle i familien elsker Coco, som han er blevet en central del af, men det er nok mest Cocos far, der har en stor kærlighed til og nysgerrighed i forhold til dyr. Det mener han i hvert fald selv.
– Jeg har altid været ret glad for dyr og ret fascineret af blandt andet fugle, siger han, som foretrækker, at hans navn ikke nævnes, kun kan det siges, at han og familien bor i den ældre del af Kirke Værløse. ”Jeg har også haft hund.”
De lokale i byen har taget Coco til sig, og flere og flere elsker ham, ligesom de helt naturligt er på fornavn med ham, så udefra kommende, der kigger meget undrende, når de første gang ser fuglen, kan få en forklaring. ”Jamen, det er jo bare Coco”.

Og Cocos far fortæller:
– Når folk udenbys fra kommer ud fra Netto, kan de blive helt forstenede. De kigger, ser til højre, ser til venstre. Bliver helt underlige. Er det nu bare mig eller jeg helt gak gak?, kan man se, de tænker. Men folk får også en god oplevelse og noget at tale om, når de kommer hjem.
Coco blev født, dvs. kom ud af ægget, på Djursland den 8. august 2020 hos en godkendt avler. Ved fem måneders alderen er en ara klar til at flyve ud i verden, dvs. komme videre til for eksempel en familie. Coco kom dog først til Kirke Værløse, da han var otte måneder.
Det har hele tiden været vigtigt, at Coco skal ud at flyve, når vejret tillader det.
– Han skal flyve rundt, fordi han er en fugl, siger ejeren.
– Hvis en fugl ikke får lov til at flyve, så udvikles hjertet ikke til fuld størrelse, sådan at kroppen vokser fra hjertet. Hvis fugle i fangenskab ikke får lov til at flyve dagligt, dør de derfor meget tidligt.
Og han forklarer videre:
– Når en ara flyver, slår hjertet med op til 1.000 slag i minuttet for at der kan blive pumpet blod nok rundt til alle musklerne.

Coco er i dag en del af den lokale fugleflok. Han er her bare og de andre fugle bliver ikke længere provokeret af ham. Foto: Charlotte Søllner Hernø.
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

7 kommentarer til “Coco – Høj puls i luften”

  1. Elsker ejernes indstilling til dyret.
    Coco er blevet en gave til os alle når han bevæger sig rundt❤️🤓🇩🇰

  2. Det er et vildt dyr, selvom den bare er legesyg, eller hvad men end vil argumentere for. Den har flere gange angrebet børn og voksne(uprovokeret), det er ikke rart og en meget ubehagelig oplevelse for de små og store. Den skal selvfølgelige have lov til at flyve frit, men jeg ville ønske at der kunne gøres noget fra ejernes side, så at den ikke angriber, så vi kan føle os tryg når vi går tur og den flyver over. Det er en meget fin fugl og denne kommentar skal ikke tages som et surt opstød.

  3. Den vil ikke angribe. Den er meget social og vil gerne sidde på arm eller skulder på folk. Den kan bare ikke læse folk om de har lyst til det eller ej. Det er stadig kun en “todler”.
    Men det er derfor han flyver tæt på. For at se om han kan lande.
    Han har lange klør men er meget nænsom med den.
    Hvis man som voksen (vil ikke anbefale at børn gør det da de kan panikke) rækker armen ud når han kommer så lander han lige så fint.

  4. Så fascinerende at vi har så smuk en fugl tæt på. Tak for det!
    Og ja – en fugl, en ko, en hest osv. virker overvældende tæt på. Men det er fordi vi er så fremmedgjorte overfor dyr. Så – træk vejret og hav tillid til at dyr/ fugle ikke er på jagt efter dig🥰❤️🙏🕊

Der er lukket for kommentarer.