Hvis man kommer forbi Klevads Mose ved Nymøllevej en af de nærmeste dage, skal man ikke blive forskrækket, hvis man bliver mødt af brølende køer. De seks køer af racen Galloway blev sluppet løs mandag eftermiddag af Naturstyrelsen og indtog deres nye fold med en del lyd. En naturlig opførsel pga. de uvante omgivelser.
Klevads Mose er et af områdets naturperler, men der er potentiale for endnu mere. Området bongede ud i forhold til afgræsning, da Naturstyrelsen for nogle år siden undersøgte mulighederne for Urørt skov. Det skyldes, at der lige her findes græsningskrævende arter.
– Køerne skal hjælpe med at skabe en palet af levesteder for insekter og planter, forklarer Charlotte Mølgaard, forstfuldmægtig i Naturstyrelsen.
I den forbindelse er der skabt en fold på 30 hektar. Området er indhegnet, men man kan uden problemer færdes i folden.
– Der er taget mange hensyn til færdslen i området. Rytterne mister nogle stier, og orienteringsløberne skal ind igennem folde, hvilket nogle af dem ikke er meget for. De får til gengæld et mere spændende område, siger Charlotte Mølgaard.
Mølleåstien passerer igennem området. Der er i projektet og afgrænsningen af hegningen derfor taget hensyn til, at det fortsat skulle være muligt at bevæge sig øst-vest i området uden at skulle gennem hegningen.
Mølleåen løber igennem området, og nede ved åen har der været græsning siden 2009. Nu er området udvidet markant.
I den forbindelse er det tyndet ud i træerne på den sydvendte skråning ved Klevads Mose og en ny sti er anlagt uden om folden.
– Vi har fældet træerne for at skabe betingelserne for et lysåbent overdrev med spredte træer, forklarer Charlotte Mølgaard.
Kvæget skal gå der hele året.
Seks Galloway-køer brøler løs i Klevads Mose
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest
1 kommentar til “Seks Galloway-køer brøler løs i Klevads Mose”
Sådan et område med helårsgræsning må vi også have i Furesø Kommune.
Der er lukket for kommentarer.