Værløse Flyhistorisk Museum er et populært udflugtsmål. I sommerferien bliver der endnu mere at kigge på. Flyvåbenets Historiske Samling sender deres F16 til Hangar 2.
Fra den 8. juli til og med Storeflyvedag den 10-11. august vil Værløse Flyhistorisk Hangar have endnu større attraktionsværdi, når Flyvåbenets Historiske Samling udstationerer deres F16-udstillingsmodel i Hangar 2.
– Vi skulle i forvejen have F16eren stående i forbindelse med Storeflyvedag, men nu får vi den også i fem uger over sommeren. Det betyder, at vi holder ekstraordinært åbent i den periode, fortæller Niels Olsen fra Værløse Flyhistorisk Hangar.
Normalt er der åbent i Hangar 2 lørdag fra klokken 13 til 16. I de fem uger i sommerferien vil der også våret åbnet tirsdag klokken 10 til 16.
F16eren har i flere omgange været udstillet i Hangar 2. senest i vinteren 23/24, men senest har den været en tur i Aalborg, hvor den lige nu står i et indkøbscenter.
– Mange spørger efter den, når de er på besøg. Nu får vi den tilbage i en periode, og det er altid noget særligt, forklarer Niels Olsen.
Netop denne F16 har aldrig været i krig, men det har understellet. Det er vild historie.
Understellet sad på en dansk F16, som under krigen i Afghanistan blev fløjet af en amerikansk pilot. Han blev nødsaget til at lande på en base i Afghanistan midt om natten. Det foregik med nødbelysning pga. fjendens tilstedeværelse i området. De svære betingelser gjorde, at flyet landede med for høj fart. Det fortsatte ud over landingsbasen og ind i et mineret område. Piloten skød sig ud med katapultsæde, men endte ligesom flyet midt i minefeltet. Det tog to dage, at få først piloten og siden flyet tilbage i sikkerhed.
Det viste sig, at understellet havde slået sig en anelse, derfor blev det skiftet ud. Det havarerede understel blev i stedet sat på den danske udstillingsmodel af F16.
Denne F16 var i tjeneste i det danske flyvevåben i 24 år. Det har aldrig været udstationeret på Flyvestation Værløse, men ligesom alle de andre F16-fly har det landet på stedet flere gange.
F16 vender tilbage til Hangar 2
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest