Byggeriet af det nye Furesøbad i 1975 var bestemt ikke skovrider E. Laumann Jørgensens kop te. Han nedkaldte måske ligefrem en forbandelse over bygningerne.
Af Mikkel Kjølby
Borgerne i Farum og Værløse har siden 1919 nydt godt af badeture ved Furesøbad, men stedet har eksisteret i mange udgaver. I 1919 blev der blot anlagt en badebro ved Mølleåens udløb. I 1933 søgte danselærerinde Yelva Leander Friis om tilladelse til at opføre en restaurant og omklædningsfaciliteter. Værløse Sogneråd imødekom ansøgningen, og bygningerne blev anlagt i skoven tæt ved Mølleåen.
Her lå Furesøbad frem til 1974. En del år forinden havde Farum og Værløse Kommuner overtaget Furesøbad, som efter at have været privat badestrand blev drevet af Roklubben Furesø frem til kommunernes overtagelse. De to kommuner forsøgte først at komme igennem med en stor renovering af udbygning af det oprindelige Furesøbad, men det stødte på stor modstand.
Kommunerne ville skabe et fælles, moderne søsportscenter, og fandt på løsningen med at flytte det til den anden ende af stranden. Det skulle godkendes af områdets ejer, Skovdistriktet.
Planerne om et søsportscenter huede bestemt ikke skovrider E. Laumann Jørgensen.
– Åmanden vil ikke have det, sagde E. Laumann Jørgensen.
Efter en idékonkurrence stod der fire projekter tilbage. Kommunerne og foreninger var enige om et af projekterne. Skovrideren var uenig. Han ville have et andet projekt. Og sådan blev det.
Fritidsinspektør Finn Andersen husker, da skovrideren nedkaldte forbandelsen over Furesøbad, og de mange gange, hvor de måtte konstatere, at der var noget om snakken.
– Der skete en masse ting de næste år. Det var næsten som om, at der virkelig hvilede en forbandelse over stedet, siger Finn Andersen.
Kloakledningerne fra Farum til Furesøbad var forankret til søbunden med betonklodser, men vandets bevægelser gjorde dem løse.
– En dag steg kloakledningerne op til overfladen. Det lignede et stort søuhyre, erindrer Finn Andersen.
E. Laumann Jørgensen var ikke sen til at påpege, at det er Åmandens værk.
Uheldene fortsatte.
– I restauranten var der ikke brugt nok jernarmering i betonen, så man var bange for, at taget styrtede sammen. Løsningen blev at droppe skydedørene til sidelokalerne og bygge permanente vægge, fortæller Finn Andersen.
Også i klublokalerne opstod der problemer, og de indkøbte pontonbroer duede heller ikke til blæsten ved Furesøbad.
Hver gang der opstod et nyt problem, kommenterede skovrideren tørt.
– Det er Åmanden.
