Værløse Bymidte sætter alle sejl til for at levere en byfest torsdag den 22. maj.
Aftenåbent på Værløse Bymidte er en tradition, som går mindst 25 år tilbage i tiden. Det er dagen, hvor man tager familien under armen, hilser på gamle venner og lytter til god musik.
I år er Sko/Torp det musikalske hovednavn, men Aftenåbent er meget mere. I timerne frem til Sko/Torps optræden på scenen kl. 20.45 kan man nyde talenterne fra Furesø Musikskole. De lokale musikskoleelever kommer for at vise deres talenter. Det giver lokalkolorit, hygge og god musik. Musikskolen spiller på to scener: Deli Torvet og Event Torvet fra kl. 17.00
Aftenåbent skydes i gang med et sambaoptog med Furesø Musikskole og børn fra Søndersøskolen klokken 16. De kan få sig en glimmertatovering eller ansigtsmaling på Kvickly Torvet fra Kl. 16.30 til 19.30.
Der vil også være hoppeborg på Event Torvet fra kl. 1t til 20, og naturligvis vil der være et hyggetog. Denne gang finder toget Magnus vej til Værløse Bymidte. Det kører fra Event Torvet mellem kl. 17 til 20.
Slagter Lindhardt og Værløse Fisk byder som altid på en menu under åben himmel på Deli Torvet. Meny tænder grillen og serverer mad på Den Røde Plads.







