Allerød Lergrav gemte på en varm hemmelighed

Allerød Lergrav er arnestedet for det geologiske begreb Allerødtiden.

Ude i den yderste del af Furesø Kommune finder man Allerød Lergrav, som i mange årtier leverede materialer til teglværker i Blovstrød og Allerød.
Af Mikkel Kjølby
 Den gamle grusgrav er i dag kendt for noget helt andet – i hvert fald i geologiske kredse.
For her i Allerød Lergrav påviste biologen M. Hartz sammen med geologen V. Milthers i 1897 et lag jord fra tiden 11.800 til 10.800 år før vores tidsregning. Denne tidsperiode er over hele verdenen kendt som Allerød-tiden.
Den var klemt inde imellem de to kolde Dryas-perioder, hvor der var arktisk klima, og temperaturen kun nåede op på 10 grader.
I Allerød-tiden nåede sommertemperaturen op på 14 grader, det gav skovtræer mulighed for at skyde frem.
Det er i hvert fald konklusionen hos Hartz og Milthers efter de fandt det lille humusholdige lag med planterester i Allerød-Lergrav. Laget er i dag tildækket og kan ikke ses.
I dag er Allerød-Lergrav i privat ejet og besøges mest af græssende køer. Den lille sø huser rødlistede fugle, padder og insekter, stor vandsalamander, spidssnudet frø og isblåfugl samt en række flagermusarter.
Der findes en offentlig sti rundt i området, hvor man også kan besøge det smukke naturområde Kattehale Mose. Udenfor sommerperioden bør man have gummistøvler på, hvis man giver sig ud på den tur.
Hele området blev fra 1870 til 1970 brugt til at udvinde teglværksler til teglværkerne i Allerød og Blovstrød. Man kan stadig se, hvordan de gamle tipvognsspor løb igennem området og Ravnsholt Skov.
Området omkring Allerød Lergrav blev fredet i 2015.

Lige ved siden af lergraven finder man et gammelt tipvognsspor, som i dag er forbindelse ned til Tivolihusene.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder