Analyse – Socialdemokratiet har brug for Powers og…

Tidligere byrådsmedlem Matilde Powers sidder i dag i Folketinget. Tillader Socialdemokratiet dobeltmandater, kan hun stille op ved kommunvalget i 2025. Privatfoto.

Efter 55 år med et forbud imod dobbeltmandater vil Socialdemokratiet atter tillade folketingsmedlemmer at sidde i et byråd.
Reglen er kendt som ‘lex Erhard Jakobsen’ som var en fremtrædende borgmester i Gladsaxe og et lige så fremtrædende medlem af Socialdemokratiet i Folketinget. Ved at forbyde dobbeltmandater fik man stækket den stærke borgmester, som siden stiftede Centrum Demokraterne.
Nu gør Socialdemokratiet klar til et opgør med reglen. Det skal ske ved partiets kongres denne weekend.
Køges borgmester, Marie Stærke (A) forklarer:
– Folk kigger mere på det enkelte menneske og stemmer på dem, de kender. Og selv om Socialdemokratiet er Danmarks største parti, er der altså færre medlemmer, som har lyst til at stille op og blive folkevalgt. Derfor vil vi gerne udnytte de kræfter, vi har, siger Marie Stærke til DR.
I Furesø Kommune vil det styrke Socialdemokratiet ganske gevaldigt. Matilde Powers blev i 2021 valgt til Furesø Byråd med 897 personlige stemmer. Hun udtrådte af Furesø Byråd, da hun i november 2022 blev valgt til Folketinget med 1728 personlige stemmer i Furesø.
Med Matilde Powers på stemmesedlen vil Socialdemokratiet stå langt stærkere. Men spørgsmålet er så om hun vil stille op?
– Jeg har pt ingen planer om at stille op til byrådet i 2025, siger Matilde Powers til Alt om Furesø. 
Et langt mere spektakulært scenarie kan også komme i spil. Tidligere Erhvervsminister Simon Kollerup bor i Hareskovby. Han blev valgt til Folketinget i 2011 i Thistedkredsen og sad som minister fra 27. juni 2019 til 15. december 2022.
I dag er han formand for Finansudvalget og medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn samt forsvarsordfører.
Men vil Simon Kollerup stille op til byrådet i Furesø? 

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder