Udsigten til dyre metaller og personlige oplysninger i elektronik drager tyvebander til Værløse Genbrugsplads. Flere gange om ugen skal personalet rydde op efter dem. Nu gør personalet et nyt forsøg på at stoppe indbruddene.
Af Mikkel Kjølby
Det har foregået i flere år. Det startede i det små med en ældre herre, som pillede og sorterede i elektronikaffaldet om natten. På det seneste har det udviklet sig til noget mere organiseret. Op til tre forskellige tyvebander plyndrer jævnligt Værløse Genbrugsplads for elektronikaffald.
– Det sker tre-fire gange om ugen, at vi skal bruge flere timer på at rydde op efter tyvebanderne, siger Winnie Rasmussen fra Værløse Genbrugsplads.
Målet er tilsyneladende todelt.
– Vi kan se på deres metoder, at det er blevet mere organiseret. De går efter elektronik for at få fat i værdifulde metaller, men nok også for at finde personlige oplysninger i tablets, telefoner og computere, forklarer Tyge Ringbøl, leder af Genbrugspladserne i Furesø Kommune.
Tyvene er særdeles koldblodige.
– De kravler over hegnet i den sydlige del af genbrugspladsen. Når de er færdige, fylder de en plastikcontainer og ruller den tilbage til deres bil, som åbenlyst står ved bommen oppe ved Ballerupvej. Det sker ofte, at vi må rulle deres container tilbage til pladsen, når personalet møder ind om morgenen, fortæller Tyge Ringbøl.
ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER BILLEDET.
Fænomenet er ikke begrænset til Værløse. Der kommer lignende meldinger fra Vestforbrændings øvrige genbrugspladser.
Der er dog ingen problemer på Farum Genbrugsplads, fordi den kommunale servicevagt har base på stedet.
I Værløse har man forsøgt forskellige tiltag for at stoppe indbruddene. Nu gør man et nyt forsøg.
– Vi har fået en ny slags container, som er højere end de normale. Her er der plads til, at vi kan stable burene fra elektronikskrot. Det gør vi hver aften og låser containeren af. Vi er sikre på, at indbrudstyvene formentlig kan komme ind i containeren, men det vil kræve en større indsats, og så er der tale om regulært indbrud, forklarer Tyge Ringbøl.
Tiden må vise om det kan stoppe tyvebanderne. Indtil da er der kun en ting at gøre, hvis man vil sikker på, at der ikke fjernes personlige oplysninger fra elektroniske apparater.
– Man kan bruge en mukkert og smadre apparaterne ordentligt, siger Tyge Ringbøl.






