Ring4trafik.dks formand, Marianne Mikkelsen, er nu også formand for Borgerbevægelsen.dk, som har sendt en klage til EU-kommissionen over Danmarks manglende overholdelse af SMV-direktivet.
Af Mikkel Kjølby
I vinteren 2025/2026 var der stor opstandelse omkring Ring 4 Nord, da den daværende Transportminister Thomas Danielsen (V) kom med et udkast til lovforslag om at udvide Ring 4 Nord til seks spor med det ene spor reserveret til BRT-løsning.
Det faldt til jorden med et brag, da valget blev udskrevet. I dag er Signe Munk fra SF blevet Transportminister, og der er indtil videre ikke sluppet noget ud om, hvad der skal ske med udvidelsen af Ring 4 Nord.
Marianne Mikkelsen var en central person i modstanden mod udvidelsen til seks spor. Gennem foreningen Ring4trafik blev der indkaldt til et særdeles velbesøgt borgermøde på Borupgaard Amtsgymnasium.
Marianne Mikkelsens engagement i sagen er blevet endnu større. I marts måned blev hun valgt som formand for Borgerbevægelsen.dk, som kæmper en fælles kamp mod trafikprojekter over hele landet.
Marianne blev inviteret med til Borgerbevægelsens bestyrelsesmøde i januar 2026 som repræsentant for foreningen Ring4trafik.dk
– Dette møde var lidt idéforladt, fordi de øvrige foreninger var ved at gå “død” i det, fortæller Marianne Mikkelsen.
Advokat Louise Faber ønskede at stoppe som formand ved generalforsamlingen i marts 2026.
– Jeg meldte mig, fordi jeg mente, at jeg kunne tilføre Bogerbevægelsen.dk ny energi, og fordi jeg så et potentiale i, at vi var mange og ikke kun Foreningen Ring4trafik.dk, når vi klagede eller skrev til ministre og medlemmer af Folketinget, fortæller Marianne Mikkelsen.
Mariannes retfærdighedssans spiller naturligvis også ind.
– Det skyldes lige så meget, at jeg personligt har en meget høj grad af retfærdighedssans og mit hverv som godkendt revisor påbyder mig at alle love overholdes 100 procent. Efter nogle samtaler med advokat Louise Faber forstod jeg at trafikforliget af 28. juni 2021 og Infrastrukturplan 2035 lænede sig meget kraftigt op ad tilsidesættelser af direktiver og overtrædelse af Grundlovens §3. Og dette måtte jeg forsøge at påvirke, forklarer Marianne Mikkelsen.
Efter Mariannes opfattelse bliver borgerne i Danmark ikke behandlet ordentligt i forhold til Infrastrukturplanen 2035.
-Folketinget og politikerne skal behandle borgerne i Danmark ordentligt og det gør de ikke i relation til Infrastrukturplanen 2035. Folketinget og Vejdirektoratet tilsidesætter efter forgodtbefindende de demokratiske processer. Alle otte foreninger i Borgerbevægelsen.dk oplever, at borgerinddragelse sker for sent, beslutningen er truffet, før borgerne spørges til trods for at alle borgerne i Danmark har en retsgaranti for, at de skal spørges og høres, siger Marianne Mikkelsen.
Det handler om et grundlæggende princip i Grundloven.
– Grundlovens § 3 bestemmer, at vi i Danmark har tredelingen: den lovgivende, den dømmende og den udøvende instans. Trafikministeren og Vejdirektoratet er begge en del af Transportministeriet, det vil sige at den lovgivende og udøvende instans er i samme enhed og kan lave aftaler, uden at borgerne bliver hørt eller kan komme med indsigelser. De tre ben i Grundloven er lige pludselig blevet til to. Grundloven er herved overtrådt. Tidligere havde vi amterne som på borgenes vegne stod imellem Transportministeren og Vejdirektoratet, lyder det fra Marianne Mikkelsen.
Borgerbevægelsen.dk klager til EU-kommissionen
De otte foreninger i Borgerbevægelsen.dk klager til EU-kommissionen over Danmarks manglende overholdelse af SMV Direktivet inden beslutninger om statslige veje
-Anlæg af statslige veje er omfattet af Vejlovens Kapitel 2A, som omhandler miljøkonsekvensvurderinger. Vejlovens regler, gælder kun konkrete projektet, og vejdirektoratets pligter frem mod vedtagelse af en anlægslov. Vejlovens kapitel 2A er et resultat af kravene i VVM-direktivet, skal indgå i de danske regler, og blev vedtaget i 2016. Og indenfor EU-retten reguleres anlæg af statslige veje imidlertid også af SMV-direktivet (Strategisk Miljøvurdering), der gælder for planlægningsprocessen, eksempelvis om fremtidig brug af arealer, forklarer borgerbevægelsen.dk i en pressemeddelelse.
– Hvorfor er ingen blevet inddraget, da politikerne besluttet ale de mange statslige veje spredt ud over hele Danmark? Der har ikke været borgerinddragelse før trafikplanen i 28. juni 2021 blev besluttet. Det, mener vi, er en tilsidesættelse af sædvanlige retsgaranti om borgerinddragelse og en krænkelse af de retsgarantier, der knytter sig til miljøet, bl.a. i SMV-direktivet, skriver Marianne Mikkelsen, formand for Borgerbevægelsen.dk i pressemedddelelsen.
Med aftale om Infrastrukturplan 2035 blev en bred forligskreds enige om at gennemføre nye investeringer og initiativer i en fuldt finansieret investeringsplan på transportområdet for perioden 2022 – 2035.
Infrastrukturplanen 2035 indeholder 33 vejprojekter rundt om i Danmark, og for disse 33 projekter vil der løbende blive vedtaget anlægslove så vejprojekterne kan blive etableret.
På nuværende tidspunkt er mange allerede vedtaget og anlægsprojektet igangsat. Det drejer sig blandt andet om motorvejen Hærvejen, motorvejen over Egholm, udvidelse af vejen fra Korskro til Varde og udvidelse af Ring 4 Nord.
– Alle disse projekter er iværksat kun under brug af Vejlovens kapital 2A i den del af processen, der ligger efter 2016, men alle helt og aldeles uden iagttagelse SMV-direktivet på noget tidspunkt, vurderer Marianne Mikkelsen og påpeger, at SMV-direktivet skal bringes i anvendelse.
– Som formand for Borgerbevægelsen.dk, og Foreningen Ring4trafik.dk finder jeg det betænkeligt, at Folketinget, herunder forligspartierne, ikke kerer sig om demokratiet. Jeg finder det betænkeligt at Folketinget overtræder EU-direktiver samt dansk lovgivning i sin iver for at anlægge veje og motorveje i hele Danmark på bekostninger miljøet, unikt dyreliv og borgernes retsgaranti om borgerinddragelse før en vedtagelse af så omfattende en plan som Infrastrukturplanen 2035 er. Det er vi nødt til at få EU-kommissionen til at forholde sig til. Derfor har vi nu igangsat en klagerække, siger Marianne Mikkelsen i pressemeddelelsen.







