Barbaras nysgerrighed førte til osteopati

Barbara Juen har suppleret fysioterapiuddennelsen med en 4-årig uddannelse til osteopat.

Kvinden bag Værløse Fysioterapi, Barbara Juen, er nu også uddannet osteopat. Hendes trang til at finde ind til smerternes dybere årsag drev hende til at bruge 4-5000 timer på at tage uddannelsen.
Af Mikkel Kjølby
Det meste af Værløses kender Barbara Juen som kvinden bag Værløse Fysioterapi. En veldreven forretning med fem fysioterapeuter og et solidt kundegrundlag.
Barbara er oprindeligt fra Østrig, men fulgte i 1998 kærligheden, da hun blev gift med Niels og flyttede til Værløse.
Et par år senere begyndte Barbara som fysioterapeut hos Solveig Weihe. Senere købte Barbara klinikken og flyttede den sammen med Pierre Schydlowskys reumatologiklinik oven over Ristorante Atlantico i 2004.
Siden har tusindvis af kunder været til behandling hos Værløse Fysioterapi. Undervejs begyndte Barbaras interesse for alternativ behandling at spire frem igen.
-Nysgerrigheden har altid drevet mig. Det at få lov til at kigge dybere ind i årsagerne til smerterne. Hvis man får ondt i skulderen, kigger man kun lokalt i forhold til at behandle, men smerterne kan meget vel komme fra et helt andet sted i kroppen, siger Barbara Juen.
Hendes trang til at hjælpe folk på en endnu bedre måde førte Barbara til at tage en stor beslutning. For det er ikke sådan bare lige sådan at uddanne sig til osteopat.
– Jeg har en god forretning, så jeg havde ikke behov for at tage uddannelsen, men jeg elsker mit arbejde og vil gøre en forskel i forhold til at hjælpe folk, fortæller Barbara Juen.
Osteopatuddannelsen er 4-årig og er særdeles omfattende, for man skal igennem hele bevægeapparatet.
 -Jeg har brugt 4000 til 5000 timer og en masse penge på at tage uddannelsen, men det er det hele værd, fortæller Barbara Juen, som glæder sig over, at hun kan komme længere ind.
– Nu kan jeg komme hele vejen rundt. Også fordi man har mere tid som osteopat. Der er sat en time af til den første undersøgelse og derefter 45 minutter pr. session. Det gør, at man har bedre tid til at snakke med patienterne og komme mere i dybden, vurderer Barbara Juen.
Til gengæld er der så ikke et ydernummer til osteopati, sådan som der er til fysioterapi.
Barbara Juen spiller selv golf i den lokale golfklub og nyder især at hjælpe slidte golfspillere.
– Ligegyldigt hvem vi er, fungerer kroppen på samme måde, men vi bliver udsat for forskellige belastnings- og stressfaktorer. Det kan jeg hjælpe med som osteopat, forklarer Barbara Juen.

Det handler om nervebanerne
På klinikken hænger en plakat, som forklarer, hvordan kroppen hænger sammen igennem nervebanerne.
– Nervebanerne binder hele kroppen sammen ved at sende signaler ned gennem ryggen. Hvis man har ondt i skulderen, kan smerterne komme fra et helt andet sted i kroppen, forklarer Barbara Juen.
Når patienten kommer til osteopati, starter Barbara med at stille en masse spørgsmål om skaden, patientens aktiviteter og hverdag. Så mærker hun efter i kroppen, stiller en diagnose og bruger virkemidlerne fra osteopati til at helbrede med de fem anerkendte metoder: Parietal osteopati, Visceral osteopati, Kraniosakral osteopati, Bløddelsteknikker, og Ledmobilisering/-manipulation.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *