Københavns Kommune har givet tilladelse til etablering af folden ved Baunegården.
Af Mikkel Kjølby
I sidste uge udvidede Furesø Kommune græsningsprojektet på Baunesletten ind i Ryget Skov. Det blev en mulighed, da forpagtningsaftalen med Naturstyrelsen af det 3 hektar store område faldt på plads.
Snart kommer der endnu en udvidelse eller endnu en fold om man vil.
Det har fra første fløjt været tanken, at området ved Baunegården skulle med i projektet, men som processen skred frem, stod det klart, at det skulle være en selvstændig fold.
Furesø Kommune fik en mundtlig godkendelse af lederen af Baunegården, men nu er den skriftlige aftale med Københavns Kommune også på plads.
Folden følger grusstien fra parkeringspladsen ned til Farum Sø. Her vil der i et stykke være hegn på begge sider af stien. Men man skal ikke igennem låger.
Kreaturerne skal altså flyttes over i den lille fold for at afgræsse det og tilbage igen, når der ikke er mere at spise.
Projektet er i det hele taget så småt ved at folde sig ud i fuld størrelse, men der mangler fortsat to mindre områder ved mosen ud mod Farum Sø. De to områder er frahegnet resten af folden, indtil der kommer en tilladelse.
– Vi afventer en tilladelse til at åbne op ind til den sidste del af folden i skoven ud mod Farum Sø. Det kræver nemlig en tilladelse fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, lyder det fra Kristian Søgaard, biolog i Furesø Kommune.







