Beboerformand – DAB betaler ekstraregning under protest

Værløse Almennyttige Boligseslkab betaler ekstraregningen fra Vestforbrænding under protest, indtil sagen er afklaret ved Forsyningstilsynet. Pressefoto: Vestforbrænding.

Boligselskabernes Landsforening har henvendt sig til Forsyningstilsynet for at få testet lovligheden i Vestforbrændings ekstraregning til forbrugerne. Formanden for Værløse Almennyttige Boligselskab, Niels Teinhart, oplyser, at ekstraregningen bliver betalt under protest.
Af Mikkel Kjølby
Lige nu skal fjernvarmeforbrugere i hele Storkøbenhavn betale den ekstraregning, som landede for deres fødder i foråret 2026.
Efter afslutning af det ordinære varmeregnskab for 2025 sendte Vestforbrænding en ekstraregning for udgifter til havarier på anlægget i Glostrup i 2024 og 2025.
Det almennyttige boligselskab DAB-Lejerbo er gået sammen med andre almennyttige boligselskaber og har via Boligselskabernes Landsforening henvendt sig til Forsyningstilsynet for få testet lovligheden i ekstraregningen.
Men regningen står til betaling nu. Det har DAB fundet en løsning på.
Formanden for Værløse Almennyttige Boligselskab, Niels Teinhart forklarer:
-DAB har lagt en løsning op, hvor man starter med at betale regningen under protest. Pengene kommer fra VABs kasse. Først når er afsluttet, sender man regningen videre til beboerne, siger Niels Teinhart.
VAB bliver nødt til at skelne mellem den kollektive aftale med Værløse Varmeværk og de beboere, som har egen aftale med Værløse Varmeværk eller Vestforbrænding.
– De af vores beboere, der selv er direkte kunder hos Værløse Varmeværk eller Vestforbrænding, er blevet opkrævet direkte. Det har vi som boligselskab ikke mulighed for at ændre på. I de afdelinger, hvor DAB modtager varmeregningen og efterfølgende udarbejder varmeregnskabet og fordeler udgiften mellem beboerne, har vi valgt en anden løsning. Her lægger VAB pengene ud, så regningen kan blive betalt, men vi venter med at sende ekstraregningen videre til beboerne, indtil der er kommet en afklaring fra Forsyningstilsynet, siger Niels Teinhart.

Uhørt at sende regning tilbage i tiden
Niels Teinhart forstår ikke, at Vestforbrænding kan sende en regning tilbage i tiden.
– Man opkræver kunder, som ikke var kunder i 2024 og 2025, for udgifter til nedbrud på anlægget. Hvis der er en udgift i 2024, skal den afregnes i varmeregnskabet det år. Man kan ikke sende folk en regning fra fortiden. Vestforbrænding burde i stedet have varslet en prisstigning, siger Niels Teinhart.
Problematikken er vanskelig i et boligselskab, hvor beboerne flytter ind og ud.
– Vi har masser af mennesker, som er flyttet siden 2024. Skal de nye beboere så betale for deres regning? Det er derfor man afregner for hvert år. Her kommer en regning fra 2024 og 2025, som man prøver at opkræve i 2026. Det er noget rod, lyder det fra Niels Teinhart.
Boligafdelinger under DAB har samlet set fået en ekstraregning på over 20 mio. kr. i de 19 kommuner i Vestforbrændings område.

Hvile-i-sig-selv-selskab
Fagbladet Boligen skrev om sagen i juli måned.
Den administrerende direktør i Boligselskabers Landsforening, Bent Madsen giver i artiklen udtryk for, at regningen er ulovlig.
– Det kan lyde teknisk, men det har stor betydning, at Vestforbrænding har lagt en ekstrapris på den varme, som forbrugerne allerede har brugt og betalt for i 2025. For så er vores juridiske vurdering, at ekstraregningen er ulovlig og skal annulleres. Det har vi netop bedt Forsyningstilsynet vurdere, siger Bent Madsen til Fagbladet Boligen.
Alt om Furesø har forsøgt at få en kommentar og en status på sagen fra Bent Madsen, men han er ikke vendt tilbage på henvendelsen.
Stabschef i Vestforbrænding, Jan Petersen, forklarer sig i samme artikel i Fagbladet Boligen. Han pointerer, at Vestforbrænding er et hvile-i-sig-selv-selskab og ikke kan tage pengene af formuen, da Vestforbrænding ifølge loven ikke må opbygge en formue.
– De nævnte havarier på affaldsforbrændingsanlægget medførte blandt andet højere omkostninger til produktion af varme og færre indtægter fra produktion af el. Dette medførte samlet set, at Vestforbrændings omkostninger til at producere fjernvarme oversteg vores indtægter. Det underskud – som for en fjernvarmevirksomhed kaldes en underdækning – som herved opstod, skyldes, at Vestforbrænding hver dag arbejder for at levere stabil varme til vores kunder, siger Jan Petersen til Fagbladet Boligen.

Niels Teinhart, formand for Værløse Almennyttige Boligselskab, oplyser, at DAB betaler ekstraregningen under protest.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *