Beboerne får et kæmpe løft – men hvad med naboerne?

Jonna B. Nielsen kan se frem til tre og et halvt år med tung lastbiltrafik på den smalle Chr. Hauchs Allé. Trafikplanen kommer først senere.

Region Hovedstaden og Furesø Kommune er i gang med de indledende øvelser til en udvidelse og modernisering af Jonstrupvang, som vil give beboerne tidssvarende forhold. Naboerne savner klare svar på, hvordan trafikken skal afvikles, og hvor meget plads byggeriet skal bruge.
Af Mikkel Kjølby
I 22 år har forstander Kim Norup Frederiksen kæmpet for, at beboerne på Jonstrupvang kan få tidssvarende forhold. Alternativet synes at være en lukning af Bostedet for borgere med cerebral parese.
Jonstrupvang blev bygget i 1976 og huser 41 beboere. I dag er graden af beboernes handicap væsentligt større end for 40-50 år siden.
-Beboerne bor i etværelses lejligheder, som var tidssvarende i 1976, men i dag er gruppen af beboerne væsentligt mere handicappede. De har nogle meget små toiletter, som de ikke kan komme ind på i deres kørestole. En udvidelse giver os mulighed for at bruge velfærdsteknologi på en helt anden måde, og sikre beboerne en langt bedre dagligdag, forklarer Kim Norup Frederiksen.
Nu har Region Hovedstaden og Furesø Kommune sat gang i en udvidelse og modernisering, som fortsat er i den indledende fase. Det sker efter en grundlæggende vurdering af, at Jonstrupvang har fået et tilhørsforhold til stedet, hvilket berettiger en modernisering – i stedet for opførelse af et nyt byggeri et andet sted.
Projektet omfatter en nedrivning af Plejehjemmet Søndersø og byggeri i tre etaper. Det vil udvide Jonstrupvang fra 15.000 kvadratmeter med 46 1-rumsboliger til 22.000 kvadratmeter med 50 2-rumsboliger samt multisal, varmtvandsbassin og bedre trænings- og fællesfaciliteter. Det er planen at opføre det Nye Jonstrupvang i tre etaper, så ingen beboer behøver at flytte under byggeprocessen. Den første etape omhandler grunden med Plejehjemmet Søndersø. Projektet er fortsat i udviklingsfasen og forventes godkendt i slutningen af 2027, hvorefter der forventes tre og et halvt års byggeperiode. Et forsigtigt bud på prisen for projektet er sat til 220 mio. kr.. Heraf kommer 63 mio. kr. fra fonde, resten af regningen tager Region Hovedstaden.

Adgangsvejen til bygge/nedrivingspladsen starter helt oppe i toppen af billedet ved Jonstrupvangvej og kører op af Chr. Hauchs Allé og en privat vej til Plejehjemmet Søndersø. Skitse: Furesø Kommune.

Nemt bliver det ikke
Adgangsforholdene er den helt store udfordring.
Plejehjemmet Søndersø havde adgang fra Studekrogen – en lille og meget smal villavej i Ballerup Kommune. Men det er tanken, at lastbilerne skal køre til og fra byggepladsen igennem det centrale Jonstrup og ind af villavejen Chr. Hauchs Allé og videre af en privat vej langs det almennyttige byggeri Jonstruphuse.
Jonna B. Nielsen er nærmeste nabo til Jonstrupvang og er bekymret for projektet.
– Vi ved, at der kommer et projekt. Vi ved, at vi skal leve med byggerodet i tre og et halvt år. Men det er meget usædvanligt, at vi først om to år kan få besked om, hvordan trafikken i området skal afvikles og hvordan projektet kommer til at se ud og hvor tæt det kommer på naboerne, siger Jonna B. Nielsen.
Region Hovedstadens repræsentanter ved borgermødet og Jonstrupvang forklarede, at der vil blive lavet en trafikanalyse sammen med en rådgiver, men da der endnu ikke er tegnet noget i forhold til byggeriet, skal det først undersøges, når der er skitser for byggeriet.
Jonna B. Nielsen har selv arbejdet som rådgivende ingeniør og forudser store udfordringer i forhold til den trafikale afvikling.
– Alle lastbiler til og fra nedrivningspladsen og byggepladsen skal ud over den trafik der i forvejen er til Jonstrupvang og Jonstruphuse føres ind igennem det centrale Jonstrup, ned af den smalle Chr. Hauchs Allé op forbi parkeringspladsen og tæt på kantinen, og videre af en smal privat vej. Det er vanskeligt at se, hvordan det skal fungere i praksis, siger Jonna B. Nielsen.
Region Hovedstaden har udlagt en meget stort byggefelt, som indeholder matrikel 2L, som i dag fungerer som en oase mellem Jonstrupvang og naboerne. Her er der hvert år Sankthansbål og den lokale børnehave bruger området til ture.
– Vi vil gerne have, at matrikel 2L friholdes for byggeriet, men det er blevet en del af byggefeltet, så vi er bekymrede for, at byggeriet inddrager grunden, som bruges til Sankthansbål og legeområde for Krudthusets børn, lyder det fra Jonna B. Nielsen.
Region Hovedstadens repræsentanter ved borgermødet forklarede, at det er et stort ønske at samle byggeriet omkring fællesfaciliteterne for at gøre dagligdagen så nem som mulig for beboerne og personalet.
Kim Norup Frederiksen forklarede nærmere.
– Vi har ingen interesse at komme for langt derop med boliger. Vi vil have det samlet så tæt som muligt, siger Kim Norup Frederiksen.
Ikke desto mindre er matrikel 2L en del af det udlagte byggefelt, som skal danne grundlaget for fire kvalificerede entreprenørers bud på fremtidens Jonstrupvang.
Naboerne lever i usikkerhed en tid endnu. Mange af disse forhold vil først blive klarlagt, når det endelig projekt vedtages i slutningen af 2027.

Området ved Plejehjemmet Søndersø skal terrænreguleres ganske kraftig for at komme i samme niveau. Det vil indebære massiv lastbiltrafik.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder