Bechfeldt – Udvalgsformands ønske er tragikomisk og tåkrummende 

Nicolai Bechfeldt kalder det tåkkrummende pinlt, at Socialdemokratisk udvalgsformand vil have belyst de reelle normeringer i Furesøs dagtilbud.

Venstres nye borgmesterkandidat, Nicolai Bechfeldt, ser det som tragikomisk, at den socialdemokratiske udvalgsformand vil have belyst de reelle normeringer i dagtilbud.
Af Mikkel Kjølby
I snart 16 år har Socialdemokratiet haft borgmesterposten og i 12 år formandsposten for børne- og skoleområdet i Furesø Kommune.
Henrik Poulsen, Bettina Ugelvig og Muhammed Bektas har de sidste 12 år udfyldt rollen som formand udvalget, som har ansvaret for dagtilbuddene i Furesø Kommune.
Pædagogernes fagforening, BUPL, præsenterede for et par dage siden en medlemsundersøgelse, som viser, at 65 procent af pædagoger i Furesø sjældent eller aldrig har en normering på sin stue svarende til minimumsnormeringerne.
Formanden for Børne- og Skoleudvalget, Muhammed Bektas (A), oplyser til Alt Om Furesø, at man vil have belyst de reelle normeringer.
– I Børne- og skoleudvalget er vi meget interesserede i at få beregnet de reelle normeringer i vores daginstitutioner. Derfor har vi i budgetforhandlinger foreslået at sætte penge af til en undersøgelse, der får beregnet normeringer ned på institutionsniveau i kommunen. I dag overholder vi kravet til minimumsnormeringer efter Danmarks Statistisk opgørelsesmetode, men virkeligheden er ofte en anden ude i daginstitutionerne, når man snakker med forældre rundt omkring i kommunen – og ligesom BUPL nyeste undersøgelse viser. Derfor ser jeg et stort behov for at få beregnet de reelle normeringer, lyder det fra Muhammed Bektas.
Det får Venstres borgmesterkandidat, og far til fire, Nicolai Bechfeldt, på banen.
– Det er tragikomisk og tåkrummende, at udvalgsformanden for Børne- og Skoleudvalget, Muhammed Bektas, mindre end to måneder før kommunalvalget finder ud af, at det er en god idé at få greb om virkeligheden. Jeg, og alle andre der har børn i vuggestue og børnehave, kan jo se med egne øjne, når vi afleverer børnene, at der meget ofte er alt for få voksne til for mange børn, siger Nicolai Bechfeldt og fortsætter:
– Venstre vil arbejde for, at minimumsnormeringer er reelle normeringer. Det koster mange penge, men vi må simpelthen prioritere børn. Det koster i øvrigt også mange penge, at der er alt for høj medarbejderomsætning i daginstitutionerne, og at manglende voksne i virkeligheden kan være én af årsagerne til, at flere og flere børn har det svært, når de starter i skole, lyder det fra Nicolai Bechfeldt.
Børne- og Skoleudvalgets ønske om at få belyst de reelle normeringer i Furesøs dagtilbud skal vurderes på linje med andre forslag til budgetkorrigeringer i forhold til det toårige budget for 2025-26.
Et andet ønske er, at besparelserne på åbningstiderne i dagtilbud og SFOer tilbagerulles.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder