Bevar Baunesletten klar med nyt kompromisforslag

Bevar Bauneslettens forslag er baseret på Socialdemokratiets forslag, men fjerner de to folde markeret med rød farve.

Foreningen Bevar Baunesletten vil ikke acceptere indhegninger på Baunesletten, men accepterer indhegnede folde ved Baunegården og i Ryget Skov.
Af Mikkel Kjølby
Lige siden borgermødet den 2. april 2024 om indhegning af Baunesletten er der fremkommet det ene kompromisforslag efter det andet.
Foreningen Bevar Baunesletten hold ekstraordinær generalforsamling den 17. februar. Blandt de 30 fremmødte var der overvældende opbakning til et nyt kompromisforslag.
Det er baseret på Socialdemokratiets kompromisforslag, men fjerner de to indhegnede folde på selve Baunesletten.
– Foreningen står samlet om at indgå i et kompromis, hvor vi accepterer indhegning ved Baunegårdens jord, området ved parkeringspladsen på Bavnestedet samt en udvidelse af indhegningen i Ryget Skov, men ikke indhegninger på selve Baunesletten, siger Allan Jensen, formand for Bevar Baunesletten til Alt Om Furesø.
Allan Jensen glæder sig over, at foreningen samlede sig omkring dette forslag. Man havde ellers indikeret, at foreningen ville indgå i et kompromisforslag, sådan som det blev skitseret af Socialdemokratiet, men ved det seneste borgermøde på Baunesletten stod det klar, at et sådant projekt krævede store investeringer og en del tekniske installationer på selve Baunesletten.
Allan Jensen forklarer, hvorfor foreningen ikke vil indgå i det socialdemokratiske kompromisforslag.
– Økonomien i det bliver for omfattende, og der skal laves for mange tekniske installationer med kvægriste og vandanlæg, som ikke harmonerer med den store trafik i det rekreative område. Bevar Baunesletten går i bund og grund ind for fri og uhindret adgang til Baunesletten uden indhegninger, siger Allan Jensen til Alt Om Furesø.
Politikerne i Udvalget for Natur- og Klima har tidligere sat mødet i marts måned som sidste frist for at finde fælles fodslaw om et forslag.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder