Med en fejende flot præstation tog Birk Dyregaard Rabjerg-Olsen sit andet danske mesterskab.
Af Mikkel Kjølby
For et år siden vandt Birk Dyregaard Rabjerg-Olsen sit første danske mesterskab. Det var i U15. I år bokser han i U17 og møder ældre modstandere.
Det forhindrede ikke stortalentet fra Farum Bokseklub i at tage endnu et dansk mesterskab.
I finalen i 48 kiloklassen for U17 mødte han Adam Assaf fra Vollsmose Boxing. Det var samme modstander, som voldte Birk store problemer ved Furesø Fight Night i februar måned.
Denne gang var Birk forberedt og vandt kampen meget klart.
– De håbede at kunne overraske, men Birk var godt forberedt, fortæller træner Marcus Kurszewska.
Farum Bokseklub stillede kun med Birk ved DM. Rasmus Hjorth er fortsat ude. Han blev ramt i nakken ved King of the Ring og er ikke helt klar endnu. Zain Ali blev ramt af influenze og måtte melde forfald til DM.
Birk Dyregaard Rabjerg-Olsen er en del af det danske ungdomslandshold. I næste uge tager han til Tyskland for at deltage i U17 EM.







