Bliv klogere på kunstig intelligens

Bliv klogere på AI. Pressefoto.

Mød forsker Anders Søgaard til et foredrag om den fagre nye teknologiske verden og dens konsekvenser.
Computere der taler til os. Der både kan skrive og lave billedkunst. Den fagre nye verden er over os, og det føles som om den er faldet ned fra himlen fra den ene dag til den anden. Men ChatGPT og dens teknologi er slet ingen ny opfindelse. Den bygger på såkaldte neurale netværk, og den slags er der blevet forsket i igennem adskillige årtier. Formålet har været at gøre så megen information som muligt tilgængelig på så mange måder, og til så mange mennesker, som muligt. Den mission er til dels lykkedes, men hvad gør den ved os mennesker? Hvad er dens muligheder og hvilke faldgruber skal man være opmærksom på?
Anders Søgaard er professor i kunstig intelligens ved Københavns Universitet. Han har i tyve år været kraftigt involveret i banebrydende forskning, der i dag bruges i kunstig intelligens. Han er en af Danmarks førende forskere på området, og har vundet flere prestigefyldte forskningspriser. Han vil tage os i hånden i sin gennemgang af den kunstige intelligens’ historie, og forklare hvordan vi er kommet hertil. Derudover vil han i sit foredrag pege fremad, og udforske de muligheder og udfordringer der ligger i teknologien, og hvor emner som ulighed og manipulation er i spil.
Arrangementet foregår på Farum Bibliotek, mandag den 4. november klokken 19.
Billetter koster 40 kroner og købes på furbib.dk.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder