Støjplagen er enorm – men vil stige endnu mere

I 2030 udvides Hillerødmotorvejen til seks spor fra Bagsværd til Farum C. I den forbindelse er der afsat midler til støjdæmpning på strækningen. Borgerne i Bregnerød får derimod endnu mere støj. Skitse: Furesø Kommune.

Miljørådet i Furesø Kommune har sendt bekymringsbreve til transportministeren og borgmesteren. Ikke mindst er der fokus på Bregnerød. Området er i forvejen meget støjplaget, men der er ingen udsigt til støjværn i forbindelse med forlængelse af udvidelsen af Hillerødmotorvejen.
Af Mikkel Kjølby
I 2022 fastslog en rapport fra Cowi, at 10.511 Furesø-borgere er ramt af støj over 58 db. Det var en stigning fra 8420 i 2019. Faktisk er 195 borgere udsat for støj over 68 db.
Nogle af dem bor ved landsbyen Bregnerød. Det gælder også beboerne på Solgaarden, hvor der drives en frugtplantage.
– Alt efter vindretning får vi støjen fra Bistrupvejen, Høveltevej og Motorvejen. Vi er meget støjplagede, siger Christel Hansen fra Solgaarden.
Bregnerød fik ellers et støjværn langs den ene side af Hillerød motorvejen for otte år siden, men den dækker kun en del af landsbyen. For resten betød det blot, at støjen blev kastet over mod dem på den anden side af motorvejen.
– Støjværnet gjorde det kun værre for en del af os. Vi har levet med støjplagen i mange år, og der sker ingenting. Nu vil vi vide, hvad der skal ske, siger Christel Hansen.
Miljørådet i Furesø Kommune har sendt et bekymringsbrev til transportministeren og borgmesteren. Brevet har fokus på hele Furesø Kommune.
Der er udsigt til bedring i Værløse, hvor der kommer ni meter høje støjskærme, når vejstykket fra Bagsværd til Bistrupvej udvides fra fire til seks spor. I Farum er der planer om seks meter høje støjskærme oppe på de eksisterende støjvolde, men der arbejdes fortsat for en regulær overdækning.
Når man kommer om på den anden side af Bistrupvej, er der ingen planer for støjdæmpning. Furesø Kommune har vurderet, at der vil komme et trafikspring på mellem 20.000 og 30.000 flere biler igennem kommunen hver eneste dag, når forlængelsen og udvidelsen står klar.

Borgerne ved Bregnerød kan altså se frem til en markant stigning i støjniveauet, som i forvejen er slemt.
– Det er udsigten til trafikspringet og mere støj, som er årsagen til, at vi har taget det op i Miljørådet, Vi hører ikke noget om, hvad der foregår. De melder ikke noget ud. Vi får ingen orientering om, hvad der foregår. Hele det gamle Bregnerød bliver glemt, og vi er trods alt mange huse på hver side af Gl. Bregnerødvej, som kommer til at mærke det, forklarer Christel Hansen.
Miljørådet pointerer, at Hillerødmotorvejens udbygning kræver en samlet vurdering. Især efterlyses behovet for et datagrundlag før og efter motorvejsudbygningerne.
Miljørådet kommer også med en opfordring til at undersøge ekspresbusser som alternativ til den forlængelse af S-togslinjen fra Farum til Hillerød, som er i spil.
Miljørådets samlede opfordring lyder således:
– Vi mener ikke, at løsningen nødvendigvis er mindre mobilitet. Målet bør være mere effektiv mobilitet med mindst mulig støj, mindst muligt arealforbrug og mindst mulig belastning af kommunens borgere og natur, skriver Miljørådet i bekymringsbrevet til transportministeren.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *