Udenlandske klunsere har flere gange tømt Borger til Borger genbrugsboden på Værløse Genbrugsplads og opført sig frækt og aggressivt overfor personalet. Genbrugsboden vil derfor være lukket et stykke tid.
Af Mikkel Kjølby
Lige op til kommunalvalget i 2021 blev der indviet en Borger til Borger genbrugsbod på Værløse Genbrugsplads.
Den har fungeret ganske udmærket lige siden, selvom der siden er kommet en ekstra genbrugsmulighed i form af genbrug til Vestforbrændings depot i Ishøj.
Men lige for tiden er Borger til Borger genbrugsboden lukket. Det er der gode grunde til.
– Der har været en bølge af organiseret klunsning på nordsjællandske genbrugspladser. De går ind og spejder og så ringer spejderne til andre, som kommer med en varevogn og så er det gået stærkt med at tømme alt det, som borgerne har givet til borgerne. Det skete lige før lukketid nogle dage i træk, fortæller Tyge Ringbøl Pedersen, leder af genbrugspladserne i Furesø Kommune.
Genbrugspladsens personale har forsøgt at tale klunserne til fornuft, men det er ikke lykkedes.
– De har været meget ubehagelige overfor personalet. De har opført sig frækt og udvist en aggressiv adfærd. Vi skriver max tre ting af gangen. Det behøver vi normalt ikke at håndhæve. Der er fin selvjustits. Men vi kan ikke stoppe folk fra at tage mere, siger Tyge Ringbøl Pedersen.
Konsekvensen er altså, at Borger til Borger genbrugsboden er midlertidigt lukket.
– Vi lukker det ikke, men vi holder en teknisk pause. Hvis vi ikke ser klunserne de næste uger, så op mod skolernes efterårsferie åbner vi lige så stille igen, forklarer Tyge Ringbøl Pedersen.
Organiserede klunsere har også forsøgt sig på genbrugspladsen i Farum. Det er sket ved at gemme sig bag burene i elektronik- og kemihuset og stjæle tingene ved højlys dag.
Genbrugspladsen i Farum er dog også central for Furesø Kommunes servicevagt og derfor er der mere overvågning end i Værløse.







