For andet år i træk er der Furesø Fight Night i Farum Arena.
Sidste år var Farum Bokseklub alene om arrangementet. I år er venskabsklubben Kvik Ballerup med som arrangør.
– De to klubber har i tidernes morgen været venskabsklubber. Nu har den nye generation fundet sammen i et samarbejde om sparring og træning. Det er naturligt, at vi arrangerer stævnet sammen, fortæller Marcus Mario Kurszewska, træner i Farum Bokseklub.
Marcus arrangerer stævnet sammen med Mark Groth fra Kvik Ballerup.
Begge klubber får tre boksere med ved stævnet. Farum Bokseklub repræsenteres af Birk Rabjerg Olsen, Daniel Clifford og Mahdi Hashishi, som i en derbykamp skal op imod Kvik Ballerups Anees Pajaziti. Ballerup-klubben har også Luna Andrup og Yasin Khedir med.
– Vi forsøger at gøre stævnet så professionelt som muligt, så de unge boksere får en fed oplevelse med en god stemning i hallen. Tribunerne skal så tæt på ringen som muligt, så vi får en Colosseum-stemning. Men vi holder billetprisen så langt nede som muligt, så tilskuerne kan se god boksning for en overskuelig pris, siger Marcus Mario Kurszewska.
Ved sidste års Furesø Fight Night var der 350 tilskuere. Arrangørerne drømmer om 600 tilskuere denne gang. Billetterne kan købes via Ticketmaster for 100 kroner plus billetgebyr.
Der bliver 13 kampe samt nogle enkelte forkampe. Der vil være landsholdsboksere, stortalenter og nye talenter på programmet. Det hele bindes sammen af Ring announcer Jan Boerjesson samt DJ i hallen.
Dørene åbnes den 17. februar klokken 17. Den første kamp er programsat til klokken 18.15.