15-årige Birk Dyregaard Rabjerg-Olsen har vist et usædvanligt stort talent for boksning. Han er udtaget til U17 EM i Tyskland, men skal selv finansiere turen. Nu snører han løbeskoene og løber Furesø tyndt lørdag formiddag.
Af Mikkel Kjølby
Elitesport er dyrt. Birk Dyregaard Rabjerg-Olsen har kæmpet sig frem til en af boksesportens store mesterskaber. Han er udtaget til U17-EM i Tyskland fra den 8. til 18. december, men skal selv finansiere turen. Det koster 15.000 kroner.
Birk har taget tyren ved hornene og startet en indsamling via linket: ttps://sponsor.me/BirkRabjergOlsen?
Nu går han skridtet videre. Det er hans håb, at Furesø vil løbe med ham – sådan som børnene i Philadelphia gjorde med Rocky. Birk deltager i Ole Bondo Christensens løb igennem Furesø Kommune lørdag den 8. november
Man kan sponsorere Birk med et beløb for hver kilometer han løber.

Knægten arbejder stenhårdt og seriøst
Farum Bokseklubs formand og træner, Henrik Hjorth, sætter ord på det unge talents muligheder og arbejdsindsats
– Han er en hårdtarbejdende og pligtopfyldende ung mand. Han har en drøm om OL 2032 og derfor er al erfaring vigtig for hans udvikling. Jeg håber at nogen har lyst til at støtte ham eller kender virksomheder, som gerne vil støtte op om vores unge elitebokser, skriver Henrik Hjorth.
Birk Dyregaard Rabjerg-Olsen vandt i den forgangne weekend King of the Ring med finalesejr over en ukrainsk landsholdsbokser, men han vil endnu mere.
– Jeg ved, hvad det kræver at udvikle mit talent og repræsentere Danmark med endnu større stolthed og succes: Det kræver, at jeg møder flere dygtige modstandere – og den slags kampe ligger især i udlandet, forklarer Birk Dyregaard Rabjerg-Olsen.
Ole Bondo Christensens løbetur gennem Furesø starter lørdag den 8. november kl.10 på parkeringspladsen ved Hareskov Skole. Man kan løbe med på en eller flere etaper eller hele vejen.
Etape 1: Start kl. 10:00 ved Hareskov skole – P-plads ud mod Gl. Hareskovvej – til Jonstrup gennem Hareskoven.
Etape 2: Start kl. 10:45 ved Rema 100 i Jonstrup – til Kr. Værløse over flyvestationen
Etape 3: Start kl. 11:30 ved Netto i Kr. Værløse til Værløse
Etape 4: Start Kl. 12:15 på den Røde Plads i Værløse (ved legepladsen) til Farum Bytorv (via Baunesletten)
Etape 5: Start kl. 13:15 ved Kulturtorvet (pladsen mellem Farum Bytorv og Kulturtorvet) til Farum Kaserne.
Ankomst kl. ca. 14 ved Rema 1000 ved Farum kaserne.






