Bombe – Borgmesterkandidat trækker sig

Jesper Larsen trækker sig som borgmesterkandidat for Venstre.

Venstres spidskandidat Jesper Larsen trækker sig. Han kan mærke på kroppen, at han er nødt til at prioritere familien og arbejdet. Venstre planlægger nyt opstillingsmøde.
Af Mikkel Kjølby
Med lige over tre måneder til kommunalvalget den 18. november har feltet af borgmesterkandidater pludselig ændret sig radikalt.
Venstres spidskandidat Jesper Larsen meddeler i en pressemeddelelse, at han trækker sig som kandidat.
– Efter svære og dybe overvejelser hen over sommeren for mig selv og sammen med min familie, har jeg valgt at trække mig som spidskandidat. Jeg har måttet erkende, at der ikke er timer nok i døgnet. Det er med tungt hjerte og jeg føler, at jeg svigter de mange mennesker, som har støttet mig i mit kandidatur. Omvendt ved jeg, at det er det rigtige at gøre, siger Jesper Larsen.
Jesper Larsen har været gruppeformand for Venstre i stort set hele denne valgperiode. Han kom ind i byrådet ved valget i 2017. Han blev valgt som spidskandidat for Venstre i foråret 2025.
I maj 2022 gik han sammen med fem venner om at stifte virksomheden Ramskov Consulting Group.
Det har været med til at påvirke beslutningen.
– Jeg kunne mærke på min krop hen over sommeren, at jeg ikke kunne holde til det psykisk og fysisk. I stedet for at gå ned med flaget, må jeg prioritere, forklarer Jesper Larsen.
Som sagerne stod i det politiske liv i Furesø, var der ellers udmærkede chancer for, at Jesper Larsen på den ene eller anden måde kunne blive borgmester.
–  Jeg har lavet scenarier for det hele. Det var der gode muligheder for, vurderer Jesper Larsen, som altså vælger det fra.
Han anerkender, at tidspunktet er dårligt.
– Fra Venstres synspunkt er det et rigtig dårligt tidspunkt, at jeg trækker mig. Der er en mulighed for at regruppere og der er planlagt en god kampagne. Jeg har altid været Venstremand, og det vil jeg forblive fortsat. Jeg er meget stolt af de andre Venstrekandidater i Furesø, som har min fulde støtte og opbakning. Jeg vil gerne ønske dem held og lykke til kommunalvalget og stor støtte fra alle vores lokalsamfund. Det fortjener de alle. siger Jesper Larsen.
Venstre planlægger et nyt opstillingsmøde i starten af september måned.
Fra venstres synspunkt er det et rigtig dårligt tidspunkt, jeg trækker mig. Der er en mulighed for at regruppere og der er planlagt en god kampagne.
Venstres kandidatliste ser nu sådan ud.
1.
2. Morten Flindt, Kirke Værløse
3. Markus Zhen Wei Jin, Værløse
4. Nicolai Bisserup Bechfeldt, Hareskovby
5. Musa Harmanci, Farum
6. Sarah Brandt-Kofoed, Jonstrup
7. Allan Ravn, Farum
8. Martin Herluf, Kirke Værløse
9. Paul Thomsen, Farum
10. Niels-Bo Ingvorsen, Farum
11. Anna Frifelt, Værløse
12. Henning Kornbo, Farum

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder