Bordtennis sætter fut i 82-årige Bent

Bent Bro (tv.) har altid dyrket sport. For 13 år siden tog han igen fat på bordtennis. Det har han aldrig fortrudt.

Furesø Bordtennisklub har gigantisk succes med 60+. Mere end 140 medlemmer knokler løs i klublokalet om formiddagen.
Af Mikkel Kjølby
Livsbekræftende!
Et elsket men så sandelig også misbrugt ord. Hvis man vil opleve ordets sande betydning, så kan man kigge ind i Furesø Bordtennisklubs klublokale i Farum Arena en hverdagsformiddag.
Her knokles, svedes, grines og hygges på livet løs, mens man dyrker verdens hurtigste spil. Furesø Bordtennisklubs 60+ har mere end 140 medlemmer, som kan spille alle hverdagsformiddage. Det bliver brugt flittigt.
En af dem er 82-årige Bent Bro. Han har levet et langt liv med sport. Han slog straks til, da Furesø Bordtennisklub for 13 år siden åbnede 60+ afdelingen og har været med lige siden. Ikke engang en blodprop og efterfølgende femdobbelt bypass har kunnet slå ham ud.
– Jeg spillede bordtennis som ung, og har været med lige siden starten på 60+ afdelingen. Jeg har været så heldig at vinde otte turneringer, men i 2019 fik jeg en blodprop og så var det slut med turneringerne. Men jeg kommer stadig to gange om ugen, siger Bent Bro.
Bordtennis er blevet en stor del af hans liv. Konkurrenceelementet betyder en del for Bent, men det handler også om livskvalitet.
– Vi har det så godt i klubben. Det er meget socialt, og så er det godt at have noget at stå op til, forklarer Bent Bro.

Fra syv til 140 medlemmer på 13 år
Furesø Bordtennisklub er en sammenslutning af bordtennisklubberne i Farum og Værløse. Sammenlægningen blev en stor succes.
Gitte Schleimann Petersen var med i bestyrelsen, da sammenlægningen blev vedtaget. Kort efter blev det besluttet at sætte gang i en 60+ afdeling. Gitte var det ældste bestyrelsesmedlem, så hun fik opgaven.
– Jeg startede med at sætte sedler op rundt omkring. Vi var syv til den første træning, fortæller Gitte Schleimann Petersen.
Afdelingen fik hurtigt stor tilgang, ikke mindst da man indledte et samarbejde med Ældre Sagen.
– Vi bliver omtalt hver gang deres medlemsblad udkommer, og så bliver jeg kimet ned af seniorer, som gerne vil spille bordtennis. I dag er vi over 140 medlemmer af 60+ afdelingen, forklarer Gitte Schleimann Petersen.
Det er blevet nødvendigt at tage alle fem hverdagsformiddage i brug for at have plads til alle medlemmerne. For klokken 16 kommer ungdomsspillerne og overtager lokalet, og om aftenen træner seniorafdelingen.
For mange af medlemmerne i 60+ handler det om udvikling.
– Vi er en del, som går op i at blive dygtigere. Som noget nyt er der kommet en 60+ holdturnering, hvor vi spiller imod hold fra andre klubber. Der er også stævner, hvor vi spiller imod dem fra de andre klubber, og så organiserer vi bordtenniskurser internt i klubben, lyder det fra Gitte Schleimann Petersen, som i næste uge tager til Vejen for at spille DM for 60+.
For Gitte kom pensioneringen efter 41 år på arbejdsmarkedet som en mulighed for at dyrke idræt hver dag. Hun løber, styrketræner, går til gymnastik og spiller bordtennis flere gange hver uge.
– Det handler om at have noget indhold i tilværelsen. Vi har det sjovt med det, siger Gitte Schleimann Petersen med et grin.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder