Borgmesteren: Ingen central beslutning om uddannelsesniveau i ældreplejen

Sort på hvidt. Furesø Kommune har en meget stor andel af sosu-hjælpere med den korte uddannelse i forhold til nabokommunerne.

Indenfor tre måneder har Furesø Kommune ældrepleje modtaget tre påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Påbuddene handler i særdeleshed om manglende dokumentation og fejl i medicinhåndteringen.
Alt om Furesø tjekkede i den forbindelse uddannelsesniveauet i Furesø Kommunes ældrepleje i forhold til nabokommunerne. En søgning viste, at Furesø Kommune skiller sig markant ud, idet der er en stor overvægt af sosu-hjælpere med den korte uddannelse i forhold til sosu-assistenter med en længere uddannelse.
Alt om Furesø har stillet borgmester Ole Bondo Christensen (A) to spørgsmål i den forbindelse.

Spørgsmål nummer 1
Er der taget en politisk eller administrativ beslutning i forhold til ansættelsen af mange sosu-hjælpere i forhold til sosu-assistenter, eller er der en anden årsag til, at Furesø skiller sig markant ud i forhold til nabokommunerne?
– Ansættelse af medarbejdere i ældreplejen med forskellige fagligheder besluttes lokalt af det enkelte plejehjem eller i hjemmeplejen. Medarbejderne ansættes med afsæt i medarbejdernes faglige kvalifikationer og behovene lokalt. Det er ikke noget, som besluttes fra centralt hold – hverken politisk eller administrativt. Som jeg forstår det, er der mange opgaver i ældreplejen, som fuldt fagligt forsvarligt kan varetages af en sosu-hjælper. Når det er sagt, arbejder vi målrettet med efteruddannelse og kompetenceudvikling af både sosu-hjælpere og -assistenter. Veluddannede og engagerede medarbejdere er nøglen til en god ældrepleje, lyder svaret fra Ole Bondo Christensen.


Spørgsmål nummer 2
Hvad vil du som borgmester gøre for, at Furesø Kommune fremadrettet får færre påbud, så at borgerne i Furesø Kommune fremadrettet ikke skal frygte for deres patientsikkerhed?
– Jeg ved, at vores forvaltning og Ældre- og Sundhedsudvalget arbejder målrettet med at sikre en god pleje og en høj grad af patientsikkerhed. Furesøs borgere skal være trygge ved, at vi har nogle gode plejehjem i kommunen. Derfor tager udvalget, forvaltningen og jeg rapporterne fra Styrelsen for Patientsikkerhed meget alvorligt.
– Forvaltningen og udvalget har siden Styrelsen for Patientsikkerheds besøg i efteråret 2023 arbejdet målrettet på at løfte kvaliteten med dokumentation og medicinhåndtering. Der er nu fast undervisning i dokumentation for sygeplejersker og social- og sundhedsmedarbejdere. Undervisningen foregår flere gange om ugen og varetages af kommunens udviklingssygeplejersker. Herudover har Furesø Kommune indledt et samarbejde med Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Formålet er at sikre, at alle ældreområdets enheder arbejder med kvalitet og patientsikkerhed på en ensartet måde, så borgerne altid modtager træning, pleje og behandling af en høj kvalitet.
– Der er således de seneste måneder sket markante ændringer i organiseringen og igangsat et systematisk og målrettet arbejde. Medicin og dokumentationen er blevet gennemgået på vores plejehjem, og vores medarbejdere er blevet lært op.
– Furesø Sygepleje, der står for hjemmeplejen, havde tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed i august 2023 og havde ingen problemer med betydning for patientsikkerheden. Derfor er Sygeplejens kompetencer og erfaringer blevet brugt på bl.a. Solbjerghaven. Det systematiske og målrettede arbejde har haft en hurtig og positiv effekt. Derfor ophævede Styrelsen for Patientsikkerhed påbuddet efter et opfølgende tilsyn i januar 2024. Jeg har en forventning om, at det systematiske og målrettede arbejde, der er i gang på Svanepunktet og Rehabiliteringscentret, også får en hurtigt og positiv effekt, lyder det i svaret fra borgmester Ole Bondo Christensen.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest