Budgetforslag – Tolærerordning skal løfte folkeskolerne

Hvis budgetforslaget vedtages, kan folkeskolerne se frem til ansættelse af yderligere fem lærer/pædagoger pr. skole. Pressefoto: Mikkel Arnfred/Furesø Kommune.

Budgetforslaget indeholder midler til opgradering af tolærerordningen. Det skal på sigt sikre, at flere elever kan fungere i almenområdet og dermed stoppe stigningen i udgifter til specialområdet.
Af Mikkel Kjølby
August måneds budgetseminar blev aflyst, hvilket betyder, at budgetforhandlingerne foregår bilateralt på borgmesterens kontor,
Ved byrådsmødet den 26. august blev det besluttet at sende budgetforslaget i høring. I budgetforslaget kan man se, hvad det er for planer, som politikerne hår og pusler med. Men det endelige budget vedtages først i oktober og meget kan ske inden da.
Borgmester Nicolai Bechfeldt (V) har tidligere meldt ud, at han ønsker en engangsinvestering i folkeskolerne, for at stoppe stigningen i udgifter til specialområdet. Midlerne skulle i så fald tages fra kommunens likviditet.
Det kan man læse i dette interview: https://altomfuresoe.dk/bechfeldt-vil-lave-engangsinvestering-i-skolerne/
Investering i folkeskolerne finder man noget af i punktet BSU13 – Co-teaching flere voksne i klassen – Projekt ”Stærke fællesskaber”.
Konkret foreslås det at bruge 8,33 mio. kr. i 2027 og derefter 20 mio. kr. i 2028, 15 mio. kr. i 2029, og 10 mio. kr. i 2030. Altså en mindre investering.
I forslagsteksten skriver forvaltningen:
– Med dette forslag bliver der mulighed for at ansætte mere pædagogisk personale til samundervisning fra 1. august 2027. 20 mio. kr. vil give mulighed for godt 34 fuldtidsstillinger, hvor halvdelen er lærere og halvdelen er pædagoger. I gennemsnit vil det betyde godt 5 stillinger pr. skole.
Co-teaching er ikke noget nyt. Furesø Kommune har det i begrænset omfang, men nu skal det altså udbredes. Furesø Lærerkreds har i flere år argumenteret for nødvendigheden af Co-teaching.
Idéen er, at investeringen skal udløse en besparelse på sigt. Det skal ske ved at bremse stigningen i udgifter til specialområdet. Netop denne stigning har de sidste år været med til at udhule almenområdet i folkeskolerne.
– Gennem blandt andet systematiske tilgange, omfattende kompetenceudvikling, omlægning af økonomistyringen og anvendelse af samundervisning skal praksis ændres, så flere børn og unge trives, lærer, udvikler sig og dannes inden for almenområdet, står der i BSU 13.
I dag er udgiften til specialområdet på 160 mio. kr., men en del af det skal altså på sigt flyttes til almenområdet. Men det vil tage tid.
-Mange børn og unge, der i deres skoletid har slået sig på de rammer, der på nuværende tidspunkt tilbydes i almenområdet, vil ikke umiddelbart kunne trives i et omlagt almenområde. For disse børn og unge tager det tid at give dem de nødvendige værktøjer og iværksætte indsatser, som for alvor reducerer andelen af børn og unge i specialtilbud, forklares det i forslaget.
Hvis man havde håbet på en massiv engangsinvestering i folkeskolernes fysiske forhold, så må man tro om igen. Der er ingen forslag om dette i budgetforslaget.

Lukkeuger på vej ud
Til gengæld er der lettelser til småbørnsfamilierne på vej.
Det foreslås at afskaffe lukkeugerne i dagtilbud. Til deo formål skal der bruges lige over 2 mio. kr.
I FFO-regi er samme forslag på banen. Her skal der bruges 660.000 kroner.
En stor del af børneområdets økonomi er dog afsat til et par ekstra opgaver fra regeringens side. Det er besluttet, at ledere skal tages ud af normeringsopgørelsen, og fra den 1. januar 2027 skal forældrebetalingsandelen i dagtilbud nedsættes fra 25 procent til 21,3 procent,
Forslaget er dog ikke fuldt finansieret fra statens side – endnu. Furesø har fået 14,1 mio. kr. til disse tiltag, men den årlige udgift i Furesø til nedsættelse af forældrebetalingen samt at holde lederne ude af normeringsberegning er 24,7 mio. kr.
Indtil der er klarhed over om regeringen tilfører flere midler, skal der afsættes 10,6 mio. kr. årligt til dette.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *