Bechfeldt vil lave engangsinvestering i skolerne

Nicolai Bechfeldt (V) har været på rundtur til alle Furesøs skoler. Nu foreslår han en stor engangsinvestering i skolerne, så man kan knække kurven. Privatfoto.

Furesøs nye borgmester, Nicolai Bechfeldt (V), arbejder på at skaffe et flertal bag en massiv engangsinvestering i folkeskolerne og specialområdet. Han vil trække midlerne fra kommunens kassebeholdning.
Af Mikkel Kjølby
Hvis der var en ting, som alle partierne var enige om i valgkampen op til kommunalvalget, så var det at kernevelfærden skal prioriteres. Sådan var det også for den nyvalgte borgmester, Nicolai Bechfeldt (V),
-Mit projekt har ikke ændret sig. Det, jeg gik til valg på, er fortsat det, som jeg arbejder på at løfte, siger Nicolai Bechfeldt.
Borgmesteren har været på tur rundt til samtlige Furesøs syv folkeskoler for at se nærmere på skolernes meget individuelle udfordringer, som dog har et fælles udgangspunkt i det, som beskrives som samfundets vilde problemer.
– Over hele landet stiger udgifterne til specialområdet. Det gør det også i Furesø Kommune, hvor næsten 1/3-del af budgettet går til 6 procent af eleverne. Vi er en i situation, hvor specialområdet udhuler økonomien på almenområdet. Den kurve skal vi have knækket, vurderer Nicolai Bechfeldt.
Borgmesteren ser flere veje til at løfte Furesø Kommunes økonomi – ikke mindst gennem udvikling af bykerner og erhvervsområderne, men det vil tage tid, før det slår igennem på budgetterne.
Nicolai Bechfeldt vil gå aggressivt til værks for at knækket kurven.
– Det er mit håb, at jeg kan samle et politisk flertal bag en engangsbevilling til skolerne. Ved at investere massivt i skolerne kan vi, efter min vurdering, knække kurven og på sigt få flere børn til at trives indenfor almenområdet. Det vil forbedre skolernes økonomi på sigt, vurderer Nicolai Bechfeldt.
Borgmesteren sætter endnu ikke tal på sådan en engangsbevilling, men det står klart, at han vil inddrage skolerne i udmøntningen af bevillingen.
– Jeg har været rundt til alle Furesøs folkeskoler. De står med meget forskellige udfordringer. Det er vigtigt, at skolerne selv får mulighed for at udmønte sådan en engangsbevilling. De ved bedst, hvordan den skal bruges på bedste vis, forklarer Nicolai Bechfeldt.

Hvor skal pengene komme fra?
Byrådet afsatte en del ekstra midler til skoleområdet på budgettet for 2026 og 2027. De skal bl.a. gå til flere tolærertimer og kompetenceløft af lærerne.
Hvordan kommunens økonomi ser ud i forbindelse med budgetreguleringerne for 2027, vides endnu ikke. Først skal der findes en ny regering, og så skal der laves en kommunalaftale. Man får først er overblik efter sommerferien.
Nicolai Bechfeldt er dog klar til at gå radikalt til værks for at finde finansieringen.
– Furesø Kommune har en langt større kassebeholdning end lovgivningen foreskriver. Det er der gode grunde til i en kommune med en stor gæld. Det er min vurdering, at der er mulighed for at bruge af kassebeholdningen til en engangsinvestering i folkeskolerne. Det håber jeg at kunne samle et flertal bag, siger Nicolai Bechfeldt.
Budgetprocessen er dermed skudt eftertrykkeligt i gang. 

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder