Forvaltningen kom med forslag om at skære Bus 151s loop ud til Skovlinjen bort. Politikerne sagde nej til forslaget.
Først var der polemik og spareforslagene om at skære ned på betjeningen af Kirke Værløse, samt at Bus 165 ikke skulle køre op til Hareskov Station længere. Begge forslag blev taget af bordet i forbindelse med budgetforliget for 2025-26.
Nu har politikerne fejet endnu et spareforslag af bordet. Det gik på at skære Bus 151s rute ned. I dag kører den fra Ryetvej rundt om Skovlinjen til Syvstjerneskolen og Værløse Station. Forslaget gik på, at Bus 151 i stedet drejede ned af Stiager til Værløse Station. Dette ville give en besparelse på 900.000 kroner årligt, men koste 8.000 passager årligt.
Ved onsdagens byrådsmøde blev også dette spareforslag afvist af politikerne.
Formanden for Natur- og Klimaudvalget Lene Munch-Petersen (A) fortæller om den kringlede proces omkring den årlige busbestilling hos Movia:
– I år skulle vi også forlænge tre kontrakter for busserne 165, 151 og 152, så Movia kan indgå aftaler med busoperatørerne. For at få de billigste priser på offentlig trafik, er kontrakterne lange og i dette tilfælde 14 år, som svarer til afskrivning på indkøb af en bus. Længden på kontrakterne bekymrede udvalget og vi havde mange diskussioner om hvordan vi kunne fremme mere fleksibel trafik både i forhold til busstørrelsen og frekvens især udenfor myldretid. Vi indkaldte derfor Movias direktør og formand til en drøftelse af udfordringen, og vi blev enige om at nedsætte en arbejdsgruppe til at fremskynde indsatsen for mere fleksible busser, hvor passagergrundlaget ikke nødvendiggør større busser samt at installere GPS-styret hastighedsbegrænsning i busserne, for at overholde fartgrænserne. Movia vil se fleksibelt på vores ønske om at ændre ruter i kontraktperioden. Hele byrådet kunne følge indstillingen og med nævnte ønske om mere fleksibilitet i Movias bustilbud. Bortset fra forslaget om at ændre på bus 151`s rute, der blev foreslået afkortet i den østlige del, fortæller Lene Munch-Petersen.