Bus 165 og Bus 151 fritages for besparelser – men noget skal der ske

Bus 165 friholdes for besparelser, men Natur- og Klimaudvalget kigger på mere fleksible løsninger. Foto: Mikkel Kjølby

Hele byrådet står bag budgetaftalen, hvor den foreslåede besparelse på busdriften er droppet.
Der var varslet kraftige besparelser på Bus 151. I forslaget gik man fra 20 minutters drift til timedrift på ruten fra Værløse til Kirke Værløse. Der var også foreslået besparelser på Bus 165, så den ikke længere skulle tage turen op til Hareskov Station. Og endeligt var der spareforslag på Bus 152, hvilket kom i kølvandet på indførelsen af Bus 153, som tager turen ud forbi Sydlejren, inden den ligesom Bus 152 ender på Måløv Station. Spareforslaget betød en fastholdelse af niveauet for busdrift til og fra Jonstrup.
Men alt det er droppet!
Byrådsmedlem Niels Jørgen Brandt (C) forklarer:
– I budgetaftalen er Movia besparelsen taget helt ud. Så i princippet kan Natur- og Klimaudvalget til oktober, hvor busbestilling 2025 kommer på dagsordenen, beslutte at genbestille 151, 152 og 165 uden ændringer. Det tror jeg dog er usandsynligt, siger Niels Jørgen Brandt.
Udvalget har nemlig fokus på mere fleksible løsninger.
– Budgetaftalen lægger op til et udviklingsarbejde om, hvordan den fremtidige kollektive trafikbetjening kan forbedres. Her vil særligt Bus 165 være i fokus, men bedre og mere fleksible løsninger gælder for så vidt hele kommunen. Natur- Klimaudvalget udvalget skal derfor blandt andet beslutte om Bus 165 bliver genbestilt. Hvis den ikke bliver genbestilt, kører den som udgangspunkt indtil kontraktudløb i 2027. I mellemtiden kan der arbejdes på en alternativ dækning af Hareskovby – helst med mindre busser, der passer bedre til byen. Måske i kombination med andre tilbud, som delecykler, forklarer Niels Jørgen Brandt.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *