Byrådskandidater melder sig ud af Liberal Alliance

Inge Storm har meldt sig ud af Liberal Alliance. Det sker som en direkte konsekvens af partiets ageren i konstitueringsfasen.

Inge Storm og Simone Salung har afleveret deres udmeldelse af Liberal Alliance Furesø. Dermed mister partiet to af syv kandidater ved kommunalvalget.
Af Mikkel Kjølby
Det nyvalgte byrådsmedlem Robert Mørcks beslutning om at indtræde i konstitueringen med Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti bag Venstres nyvalgte byrådsmedlem Nicolai Bechfeldt som borgmester, har fået konsekvenser i partiets bagland.
To af Liberal Alliance Furesøs kandidater har meldt sig ud af partiet. Det drejer sig om Inge Storm og Simone Salung.
– Jeg stillede op for, at vi skulle have en blå borgmester og et systemskifte, derfor blev jeg chokeret over, at vores byrådsmedlem på valgnatten gik i alliance med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, fortæller Inge Storm.
Forretningskvinden fra Stavnsholt var med i bestyrelsen for Liberal Alliance og stillede op til byrådet for tredje gang for partiet. Hun fik 53 personlige stemmer. Simone Salung stillede op for anden gang og fik 72 personlige stemmer. De er henholdsvis 3. og 2. suppleant for Robert Mørck.
Robert Mørck tager de to udmeldelser med ophøjet ro.
– Det er et frit land, med frit valg om hvorvidt man vil være medlem af et parti. Medlemmernes udmeldelse er jo op til medlemmerne selv, og LA vil ikke i pressen forholde sig til personsager. Vi takker de gæve kvinder for deres indsats gennem mange år og ønsker dem alt godt fremover, lyder det fra Robert Mørck.

Frem og tilbage 
Liberal Alliances nyvalgte byrådsmedlem Robert Mørck gik først med, og siden ud af konstitueringen, hvor han i første omgang fik en formandspost for det nye udvalg Beredskab og Innovation. Robert Mørck var siden medunderskriver på et samlet blåt konstitueringstilbud til Nicolai Bechfeldt.
Da Venstres kommende borgmester afviste tilbuddet, gik Robert Mørck atter med i konstitueringen og fik formandsposten for Udvalget for Plan- og Byudvikling.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *