Byrådsmedlem tager orlov i otte måneder

Jesper Dyhrberg tager orlov fra Furesø Byråd i otte måneder.

Der er vagtskifte i Furesø Byråd for SF. Jesper Dyhrberg tager orlov i otte måneder for at passe hvervet som formand for SF Ungdom.
For nogle måneder siden blev Jesper Dyhrberg valgt som formand for SF Ungdom. I første omgang forsøgte han at kombinere posten med hvervet som byrådsmedlem i Furesø Kommune, men må sande at det blev for voldsomt et arbejdspres.
Onsdag aften blev han bevilliget orlov fra Furesø Byråd fra den 1. august 2024 til den 31. marts 2025.
Jesper Dyhrberg afløses i den periode af formanden for SF Furesø, Jan Kjældgaard.
– I april måned påtog jeg mig formandsposten for SF Ungdom. Med tiden er det gået op for mig, hvor tidskrævende den opgave er. Samtidig tager jeg hvervet i Furesø Byråd meget alvorligt og ønsker, at det skal blive varetaget fuldt ud. Jeg er tryg ved at give det videre til Jan Kjældgaard, som er en arbejdsom og meget engageret person, lød det fra Jesper Dyrhberg, som altså vender tilbage i tide til valgkampen frem til kommunalvalget i november 2025.
Jan Kjældgaard overtager Jesper Dyhrbergs poster som medlem af Udvalg for handicap, social og psykiatri, medlem af Udvalg for kultur, fritid og idræt, medlem af Udvalg for Børn og Skole, samt medlem af Folkeoplysningsudvalget.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder