
Projektregnskabet for Sydlejrens udvikling afslører, at Furesø Kommunes avance blev på 44,659 mio. kr., men etablering af dagtilbud og skoleudvidelsen står til at koste ca. 120 mio. kr.
Af Mikkel Kjølby
I sin tid fik den nye Furesø Kommune en morgengave af regeringen. Man fik Flyvestation Værløse med i købet i forbindelse med tvangsægteskabet mellem Farum og Værløse Kommuner. Dog fik en folketingspolitiker flettet ind, at kommunen højest måtte tjene 100 mio. kr. på byudviklingen.
Efter moden overvejelse havde Furesø Kommune ikke mod på at håndtere den massive forurening i Sydlejren. Området blev derfor overdraget til statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme, på den betingelse, at parterne delte et eventuelt overskud.
Sydlejren blev udviklet efter et princip om at bygge i de mindst forurenede områder. Det blev til de byggezoner, som i dag er færdigudviklede.
Freja Ejendommes projektregnskab for Sydlejren udviser en avance på 89,317 mio. kr. – her af har Furesø Kommune modtaget halvdelen – lig med 44.659 mio. kr. Der er fortsat en mulighed for yderligere avance, hvis det lykkes at sælge et mindre erhvervsområde ved Gl. Vad.
Projektregnskabet viser, at formodningen om store udgifter til oprydning af forurening holdt stik. Der er brugt 174 mio. kr. til oprensning og andre omkostninger til miljø. Dertil kommer punktet: Miljø drift afværgeanlæg og renovering på 23,1 mio. kr. samt en udgift på 91 mio. kr. til anlægsprojekter.
Afværgeanlægget handler om at pumpe store mængder grundvand op for at forhindre forureningen i at nå frem til grundvandet ved Værket ved Søndersø, som leverer drikkevand til HOFOR. Driften af afværgeanlægget er i dag grundejerforeningernes ansvar og udgift.

Dyre fælles aktiviteter
I midten af Sydlejren blev anlæggene langs rullebanerne fra Filmstationen til øst for Hangar 1 til udpeget til Kulturaksen.
Det blev besluttet, at Hangar 3 skulle bruges som fælleshus for alle grundejere i Sydlejren. I den forbindelse betalte hver grundejer ca. 50.000 kroner til projektet. Det blev til et samlet bidrag på 16,7 mio. kr.
Entreprenøren bag projektet gik konkurs, og der var store problemer med taget på Hangar 3. Først efter store forsinkelser stod fælleshuset klar i 2024.
Freja Ejendomme oplyser, at den samlede pris for ombygningen af Hangar 3 blev på 26,517 mio. kr.
Alt Om Furesø har spurgt Furesø Kommune, hvor stort et bidrag til Hangar 3, som Furesø Kommune endte med at betale. Her er forklaringen:
– Freja Ejendommes udgift på 26.517.000 kr. modsvares et bidrag fra køberne. Dette bidrag er i regnskabet registreret under indtægten “Bidrag fælleshus” med 16.752.000 kr. Nettoomkostningen til fælleshuset er således fælleshuset 9.765.000 kr.
– Dette medfører, at der i henhold til aftalen om overskudsdeling indgår alle Freja Ejendommes udgifter i opgørelsen, hvorved Furesø Kommune også kommer til at deltage i udgifterne til istandsættelsen af Hangar 3 med 50% af 9.765.000 kr., svarende til 4.882.500 kr., oplyser Furesø Kommune.
Hangar 3 endte altså med at koste de øvrige borgere i Furesø Kommune næsten 5 mio. kr.
Hangar 2 var i første omgang udset til at huse en sportshal. De lokale foreninger blev involveret, og der blev lavet skitser med rulleskøjtebane i 1. sals højde, trampoliner i grundetagen og meget mere. Da det viste sig, at prisen løb op i langt over 50 mio. kr. faldt projektet til jorden.
I stedet foreslog Furesø Kommune, at Hangar 2 kunne bruges af Pensionistforeningen for Flyvestation Værløse til et historisk projekt. Indretningen af Hangar 2 løber ifølge projektregnskabet op i 7.367 mio. kr.
Furesø Kommune oplyser følgende om Hangar 2:
– I forhold til aftalen om overskudsdeling indgår alle Freja Ejendommes udgifter i opgørelsen, hvorved Furesø Kommune også kommer til at deltage i udgifterne til istandsættelsen af Hangar 2 med 50% af Freja Ejendommes nettoudgift, lyder det fra Furesø Kommune.
I dag ejes af Hangar 2 af Hangar 2 Aps, som købte bygningen for 1.25 mio. kr. i 2017.
Borgerpres har ført til dagtilbud og skoleudvidelse
Et eventuelt dagtilbud var også til debat. I lang tid vurderede Furesø Kommune, at den ledige kapacitet i dagtilbuddene i Værløse kunne opsluge behovet i Sydlejren.
Men der opstod et borgerpres, som førte til etableringen af Børnehuset Vingesus i Sydlejren. Børnehuset Vingesus blev etableret i en tidligere skolebygning i Sydlejren. Indvielsen fandt sted i sommeren 2021. Prisen for etableringen blev på 55.717 mio. kr. Den udgift er udelukkende finansieret af Furesø Kommune.
I starten var der stor overskudskapacitet, men efterhånden som det stod klart, at det var unge børnefamilier, som flyttede ind i Sydlejrens nye boliger, blev der fyldt op og mere til. I dag kan nye børnefamilier i Sydlejren ikke få plads i områdets dagtilbud. Hvilket dog vil være en forbigående udfordring.
Der var også snak på flere fronter om en skoleløsning. Det blev tidligt fravalgt at etablere en skole i Sydlejren, som skulle rumme børn fra Jonstrup, Sydlejren og Kirke Værløse og dermed aflaste Søndersøskolen. Ej heller var det muligt at sende Jonstrupbørnene over landingsbanen til Søndersøskolen.
Det blev fravalgt, da man mente, at Jonstrup Skole (Indskoling til Ll. Værløse Skole red.) kunne håndtere antallet af børn, hvilket blev udmeldt på den store borgerhøring i Galaksen om helhedsplanen for Sydlejren.
Officerskolen blev derfor revet ned. Nedrivningen af denne bygning samt andre bygninger er sat til en pris 10,37 mio. kr.
I årevis var der en kamp om befolkningsprognoserne, men tiden viste, hvad der var det rigtige.
Furesø Byråd har besluttet at udvide Jonstrup Skole til og med 3. klasse og en yderligere udvidelse til og med 5. klasse ligger i kortene. Prisen for det er foreløbigt sat til omkring 65 mio. kr., som finansieres af Furesø Kommune. Den samlede udgift for dagtilbud og skole løber foreløbigt op i 120 mio. kr. For endnu en udvidelse af skolen ligger i kortene.
Furesø Kommunes avance for Sydlejren var til sammenligning 44,659 mio. kr., men dertil kommer de årlige skatteindtægter fra 450 boliger i Sydlejren.
