C Weed åbner restaurant nummer to i Furesø. Restauranten på Værløse Bymidte får en søster på Farum Bytorv. Foto: C Weed.

Den gamle bagerbutik på Farum Bytorv er bygget godt og grundigt om. C Weed åbner på lørdag.
For fire år siden åbnede C Weed en restaurant på Værløse Bymidte. Det lokale publikum tog godt imod restauranten, som serverer sushi, sticks og andre lækkerier.
Nu åbner C Weed endnu en restaurant i Furesø. Det bliver på Farum Bytorv.
– Vi har mange kunder, som ikke bor i Værløse. Nu kommer vi tættere på dem ved at åbne endnu en restaurant i Farum, fortæller Wenshu Yang fra C Weed.
Den nye restaurant skulle være åbnet medio april, men det har trækket ud. Onsdag var der plads til de første gæster, men C Weed skal lige have de sidste detaljer på plads, før man kan booke bord. Det kan man fra lørdag den 1. juni.
Wenshu Yang understreger, at der er plads til begge C Weed-restauranter.
– Nogle gange har vi ikke plads til flere bookinger i Værløse, så vi åbner endnu en restaurant. Der er plads til dem begge, siger Wenshu Yang.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest