Café Trappaud har fået en mindre donation fra Danske Bank i Farum til at købe inventar til terrassen ud mod den japanske have, men søger efter flere donationer.
Af Mikkel Kjølby
Der knokles på livet løs i Farum Kulturhus i disse dage. Ikke mindst mor og datter, Marie og Fiona Trappaud, er i gang med at skabe hyggelig stemning frem til åbningen af Café Trappaud lørdag den 21. august.
Marie har sat sig for at få indrettet terrassen med nyt inventar.
– Vi har søgt og har fået en donation på 5.000 kroner fra Danske Bank i Farum til nyt inventar til terrassen i den japanske have, siger Marie Trappaud.
Midlerne rækker et stykke vej i forhold til at købe nye stole og borde, men ikke hele vejen.
– Vi mangler stadig cirka 20.000 kroner, før vi kan indrette terrassen sådan som vi gerne vil. Donationer modtages gerne, lyder det fra Marie Trappaud.
Indenfor i caféen har væggene fået ny farve. Det er farven Best Beige, som skal skabe hygge.
– Vi har været igennem 11 forskellige farver, inden vi valgte den beige farve. Den skaber hygge og minder en om, at det kunne være dejligt med en kop kaffe og et stykke kage, lyder det fra Marie med et smil.
Mandag eftermiddag kom de nye trallebænke, som skal stå på plateauet, ved baren og inde i det tilstødende rum.
Café Trappaud genbruger de gamle borde med støbejernsfod. Pedellen i Farum Kulturhus har knoklet med at sætte dem i stand.
Der kommer nye stole. Det bliver franske bistro stole.
– Vi vil gerne skabe den gode caféstemning med de nye stole og de superflotte bænke, forklarer Marie Trappaud.
Mor og datter nyder at snakke med forbipasserende i kulturhuset.
– Vi får mange meldinger. Nogle synes, at farven på væggene er dårlig, andre siger den er flot. Det er så hyggeligt at snakke med dem. Det går der mange timer med, fortæller Marie Trappaud.
Man kan læse mere om Café Trappaud på hjemmesiden: wwe.cafetrappaud.dk






