Carpens stopper på toppen

Lars Carpens stoppet i byrådet ved udløbet af den nuværende periode. Han genopstiller ikke.

I onsdags fik han overrakt Ridderkorset af dannebrogsordenen. Nu har Lars Carpens valgt ikke at genopstille ved kommunalvalget.
Af Mikkel Kjølby

Om det lige er 27 år eller 29 år som byrådsmedlem afhænger af om, man medregner en tid som suppleant i Farum Byråd, men det ændrer ikke ved at Farums tidligere borgmester Lars Carpens (V) i den grad havde gjort sig fortjent til at modtage Ridderkorset af dannebrogsordenen. Han fik det overrakt ved byrådsmødet den 30. april.
Tirsdag den 6. maj er der opstillingsmøde i Furesø Venstre i forhold til kommunalvalget den 18. november.
Lars Carpens kommer til mødet, men kun for at give en forventet besked.
– Nu er det ved at være tid til at stoppe med byrådsarbejdet. Jeg bliver trods alt 73 år, siger Lars Carpens, som altså har valgt ikke at genopstille.
– Det er et passende tidspunkt at gøre det, mener Lars Carpens, som altså sidder byrådsperioden ud.
Han glæder sig til at spille noget mere tennis og golf. Der skal også være tid til hans tre børn og seks børnebørn samt to bonusbedstebørn, men Lars vil også prøve at skrive.
– Jeg vil skrive lidt på historien om, hvad det egentlig var, der skete i sin tid.
Lars Carpens sad i Farum Byråd nogle år op til kommunalvalget i 1997, hvor han ikke blev genvalgt.
Ved valget i 2001 opnåede han valg for Venstre og blev atter byrådsmedlem fra den 1. januar 2002. ´
Den 6. februar havde han sammen med Morten Pflüg bestilt et møde med Peter Brixtofte, men han dukkede aldrig op. Det var samme dag, som B.T. lancerede en forside med borgmesterens store vinforbrug.
Efter flere forviklinger blev Lars Carpens valgt som Peter Brixtoftes afløser den 13. maj 2002.
– Det var et krav fra min side, at Peter Brixtofte trådte helt ud af byrådet, fortæller Lars Carpens.
En måned senere kom beskeden fra Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om, at Farum Kommune skulle deponere store summer i forbindelse med byggerier og Sales and Lease-back. Farum Kommune blev nødsaget til at låne til at deponere, og sådan startede Farum-gælden.
Ved kommunesammenlægningen med Værløse Kommune blev forskellen på de to kommuners egenkapital opgjort til 2 mia. kr., hvilket blev den nye kommunens gæld. Det blev kompenseret med differentieret skat i Farum samt et særtilskud på 1,2 mia. kr. Samlet 1,9 mia. kr.
Herefter fulgte konverteringerne af lån og en finanskrise som udskød indtægter fra byudviklingen af Farum Kaserne.
I 2010 var gælden vokset til 2,6 mia.kr, og den nye borgmester Ole Bondo Christensen (A) samt 1. viceborgmester Susanne Mortensen forhandlede sig frem til låneomlægning til et kommunekreditlån. Det gav en lettelse i dagligdagens økonomi, men fik gælden til at stige til 3. mia. kr.
Lars Carpens blev genvalgt for Venstre i 2005, men Jesper Bach blev borgmester. I 2011 blev Lars Carpens valgt for sin egen liste, Fokuslisten. Fire år senere var han tilbage i Venstre og har været der lige siden.
– Det har været rigtigt spændende at være dybt inde i processen med at skabe udvikling. På et tidspunkt er der mange gentagelser. Mange problemstillinger bliver ikke løst lige med det samme, forklarer Lars Carpens.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder