Lørdag formiddag åbnede Sofie Selby legetøjsbutikken Stor Ståhej i en cirkusvogn. Det blev en fantastisk åbningsdag.
Det er efterhånden en del år siden, at BR Legetøj lukkede på Værløse Bymidte, men nu har byen igen fået en legetøjsbutik. Ikke på Bymidten, men i en cirkusvogn ved Skovridergården Syvstjernen på vejen fra Værløse til Hareskovby.
– Jeg har altid ønsket mig en butik. Jeg har arbejdet i flere forskellige slags butikker. Legetøj passer godt til mig, for så får man lidt mere liv i dagligdagen, fortæller Sofie Selby.
Sofie kiggede også på mulighederne på Værløse Bymidte, hvor der er flere ledige lejemål, men det kunne hun ikke se økonomi i.
– Der mangler en legetøjsbutik i Værløse. Jeg undersøgte mulighederne på Værløse Bymidte, men det kunne jeg ikke få til at hænge sammen økonomisk. En dag så jeg den her cirkusvogn på Facebook, så måtte det være sådan, vi skal gøre det, forklarer Sofie Selby, som har knoklet med indretningen af vognen siden januar måned.
To generationer af Familien Selby flyttede ind på Skovridergården Syvstjernen for fire år siden. Sofie er blevet en del af det lokale miljø med to børn på den lokale skole og et barn i dagtilbud. Det har givet et stort netværk, og mange af vennerne dukkede op på første åbningsdag for at give handel til den nye butik.
– Det har været meget overvældende, siger Sofie Selby.
Cirkusvognen er fyldt med spændende legetøj. Mest fra danske og franske producenter.
– Jeg prøver at finde legetøj, som man kan bruge ude i skoven, og forsøger at tænke bæredygtighed ind i legetøjet. Jeg vil især gerne have, at man som forældre kan holde ud at se på legetøjet, lyder det fra Sofie Selby, som senest har arbejdet som boligstylist, men også laver markedsføring for sin fars firma.
Det er tanken, at legetøjsbutikken i cirkusvognen holder åbent alle hverdage – undtagen tirsdag – mellem 10 og 17 samt lørdage mellem 10 og 14. Der er gode parkeringsforhold, da gården i sin tid var arbejdsplads for Naturstyrelsens medarbejdere.
– Nu skal det i gang, og så må jeg se, hvad folk gerne vil have. Jeg vil gerne udvide med workshops til sommer, Jeg vil prøve at lave et univers, hvor man kan lave noget for børn, fortæller Sofie Selby.
Cirkusvogn med legetøjsbutik ved Kildebakkerne
Del nyhed
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest
Seneste nyheder
Debat – Lad os genåbne Ellegården som samlingspunkt for fællesskabet
04/12/2024
Ingen kommentarer
Læs mere »