Næsten 1000 gratulanter kiggede forbi, da købmandsmuseet Cornelen fejrede 50 års jubilæum.
Af Mikkel Kjølby
Købmandsmuseet Cornelen i Stavnsholt lever normalt et stille liv, men søndag den 16, november var der liv og glade dage i forbindelse med museets 50 års jubilæum.
Købmand Johannes Corneliussens bygning blev reddet for eftertiden af en gruppe lokale ildsjæle fra Egnshistorisk Selskab med Fru Ruth Riis-Hansen fra Farumgård i spidsen, men også købmand Karl-Henrik Jensen, bibliotekar Ingeborg Fink og fotograf Niels Vang Larsen var med i gruppen.
Købmandens barnebarn, Ivan Jørn Andersen, var også med dengang. Han var frivillig ved arrangementer, hvor der blev samlet penge ind til formålet – bl.a. et julemarked på Farumgård.

For syv år siden meldte Ivan Jørn Andersen sig som frivillige museumsvært på Cornelen, hvor han tager imod bag købmandsdisken, når der er åbent den første og sidste søndag hver måned. Han blev helt rørt over fremmødet ved jubilæet.
– Det var rigtig godt. Det varmede mit købmandshjerte at se så mange mennesker. Cornelen betyder noget for de lokale, men folk har bare så travlt for tiden. Sådan er verden blevet, siger Ivan Jørn Andersen.
Der blev talt næsten 1000 besøgende på dagen. Nogle af dem kom endda inden den officielle fejring om eftermiddagen.
De mange gæster kunne ved selvsyn konstatere, at Cornelen trænger til en kærlig hånd. Der trænger fugt op fra kælderen, så ydermuren ud mod gadekæret ser skidt ud.
Ivan har et stort fødselsdagsønske.
– Det skal kalkes igen med rigtig læskekalk, siger Ivan Jørn Andersen.
Museumsleder Cathrine Kyø Hermansen nød også dagen i fulde drag. I det hele taget har Furesø Museer vind i sejlene for tiden.
Netop i denne tid er der ved at blive lagt sidste hånd på et nyt stråtag på udstillingsbygningen på Mosegården. Når det er færdigt, skal medarbejderne i gang med at etablere en ny permanent udstilling om Furesøs historie.
– Det glæder vi os så meget til. Nu kan vi virkelig vise, hvad vi står for som museum, siger Cathrine Kyø Hermansen.






