Fredag den 5. december kan publikum i Farum Jazzklub se frem til en unik musikalsk oplevelse, når den fantastiske jazzsangerinde Sinne Egg og hendes gruppe indtager scenen på Ellegården.
Farum Jazzklub fortsætter med at tiltrække kunstnere på et ekstremt højt niveau. Fredag den 5. december kommer Sinne Eeg og hendes band på besøg i Ellegården.
Sinne Eegs kvartet rammer loftet, for hvad der er muligt på den Nordiske jazzscene – niveauet er internationalt. Og med gruppens legendariske, gode humør er den fuldendte koncertoplevelse sikret. Sinne Eeg betager publikum i det meste af verden med sin sikre intonation, sin stærke rytmiske sans og sin altid charmerende sceneoptræden.
Gennem tiden har Sinne Eeg desuden modtaget et hav af priser og anerkendelser, bl.a. Ben Webster Prisen, DR Jazz Prisen og Årets Danske Jazzudgivelse. Med på scenen i Farum har hun nogle af Skandinaviens største jazzmusikere Jacob Christoffersen (piano), Daniel Franck (bas) og Rasmus Kihlberg (trommer).
Læs mere på www.farumjazzklub.dk, hvor der kan bestilles billetter til koncert og julemenu. Dørene åbnes kl. 18.45 for spisende gæster – for entrégæster kl. 20.15. Koncert kl. 20.45.







