Debat – Andelsboliger – vejen ind på boligmarkedet

Af: Egil Hulgaard, medlem af Furesø Byråd, byrådskandidat
Søren Højbjerg og jeg skrev for nylig en lovprisning af andelsboligtanken her i Alt om Furesø. Det fik Betina Uggelvig-Møller til tasterne med påstande om at Det Konservative Folkeparti har en “voldsom aversion” mod almene boliger
Det er altid interessant, når en politisk modstander forsøger at fordreje ens politik. I min tid som formand af planudvalget har jeg aktivt medudviklet og bakket op om adskillige almene byggerier f.eks. af seniorbofællesskabet Ydungård, Skovhusene på Flyvestationen og ungdomsboliger ved Lejerbo i Farum. Det er rigtig gode projekter, der opfylder et behov i markedet og øger boligmulighederne for mennesker, der gerne vil bo til leje i Furesø. Det demonstrerer jo ikke just “en voldsom aversion” mod almene boliger.
Vi har for nylig stemt imod almene boliger på Ny Vestergårdsvej. Det gjorde vi fordi almene boliger på det sted er i strid med de aftaler Socialdemokratiet indgik med bygherre, og de aftaler vi i C har indgået med Socialdemokratiet, og som Socialdemokratiet så altså løb fra. Ligesom S jo altså også op til sidste valg lovede at området skulle forblive erhvervsområde.
Vi arbejder for at nye boliger på Værløse Bymidte bliver andels- eller ejerlejligheder, bl.a. fordi Bymidtens andel af almene boliger allerede er 41%. Der er altså ikke noget akut behov for flere almene boliger på Bymidten. Der er også mange almene boliger i Furesø. 27% af boligerne svarende til 5.400 boliger er almene. Den højeste andel af almene boliger i Nordsjælland.

Det er samtidig intentionen at grundsalg ved Bymidten skal bruges til at medfinanciere udviklingen af Bymidten. Almene boliger koster kommunen penge og giver altså ikke det tilskud vi har brug for, for at udvikle Værløse Bymidte.
Andelsboligen har den fordel at den passer til den unge på vej ind på boligmarkedet og ældre på vej ud af samme. For den unge kan den være trædestenen til at komme ind på ejerboligmarkedet. Med det nuværende prisniveau kan det ellers være svært. Vi mangler det valg på Bymidten og andre steder i Furesø kommune.
I Det Konservative Folkeparti ønsker vi at skabe et samfund med mange valgmuligheder både når det gælder valg af boliger, børnepasning og ældrepleje. Stem konservativt hvis du ønsker bedre muligheder for at bo i Furesø.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder