Debat – CO2-fangsten der blev væk

Af Carsten Juel, DN-Furesø.
Furesø Kommune har et ambitiøst klimamål om at være CO2 neutral i 2030. Men kan vi nå det? En af forudsætningerne for at vi kommer i mål er, at der igangsættes CO2-fangst på Vestforbrændingen, og at dette kan medtages i klimaregnskabet. I kommunens Status for Klimaplan (Energi- og CO2-regnskab 2023) sættes bidraget ved CO2-fangst til 25.000 t om året (svarende til 14% af den samlede udledning).
Vestforbrændingen har sammen med sine partnere truffet aftale om at bygge et anlæg, der kan fange og lagre op til 500.000 t CO2 om året i 2030. Fordeles dette ligeligt mellem de 19 samarbejdende kommuner, svarer det meget godt til den mængde, kommunen lader indgå i sit regnskab.


En af Vestforbrændingens aftaleparterne er Microsoft, der har bidraget med ”et stort beløb” mod at modtage en samlet CO2-kredit på op til 2.950.000 t i en ikke nærmere bestemt årrække. Denne mængde svarer alene til ca. 6 gange den årlige fangst på Vestforbrændingen. Så man kan spørge: hvad bliver der til rest til kommunerne? Man kan vel ikke ”sælge” den samme mængde CO2 to gange? Jeg håber jeg tager fejl.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder