Debat – Dårlig idé at lukke 10. klasse

Af Anders Medum Groth (B), Byrådsmedlem for Radikale Venstre.
At lukke 10. klasse er en rigtig dårlig idé, og jeg håber at regeringen besinder sig i sidste ende. For rigtigt mange elever bruges 10. klasse til enten at modnes eller forbedre sin faglighed.
Hvis regeringen derudover lykkes med at hæve adgangskravet til STX til et karaktergennemsnit på 6, vil 8% af Furesøs elever ikke få adgang til den uddannelse længere.
I dag kan vi se, at et år i 10. klasse giver vores elever mulighed for at vælge vidt forskellige veje efterfølgende. Nogle tager en erhvervsuddannelse og andre starter efterfølgende på STX eller andre gymnasiale uddannelser.
Vores 10. klasse er en succes og løser opgaven rigtigt godt, og giver vores unge tid og ro til at udvikle deres faglighed, dannelse og sociale liv. Fremadrettet vil 10. klasse med regeringens udspil udelukkende kunne foregå på en efterskole, som i dag primært er en mulighed, som de velstilledes børn tager.
Nu må vi tage kampen med regeringen, og jeg håber på, at det ikke lykkes den at ødelægge alt det, der fungerer godt. Hvis det ikke lykkes os, har vi en stor opgave foran os i Furesø, for at lave et godt undervisningstilbud til alle vores elever. Men jeg håber da virkelig, at regeringen lytter til de faglige råd og anbefalinger, og ikke tromler igennem som da de gennemførte en elendig folkeskolereform, der ødelagde mange muligheder for at lave en god og velfungerende folkeskole.
For det regeringen foreslår, vil øge uligheden i uddannelsessystemet markant.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest