Af Niels Bjerre Degn (A). Byrådsmedlem Furesø Kommune
Vi har en demokratisk udfordring i Furesø! Der er kæmpestor forskel på valgdeltagelsen mellem vores forskellige bydele og aldersgrupper. Kun lidt over halvdelen (53 pct.) stemte ved afstemningsstedet Paltholm i Farum til kommunalvalget i 2021. I modsatte ende lå Hareskovby med en stemmedeltagelse på hele 85,3 pct. Den forskel er til at tage og føle på. Konkret svarer det til at 1.599 flere stemmeberettigede skulle have dukket op til stemmeurnerne i Paltholm, hvis stemmedeltagelsen her skulle have været lige så høj som i Hareskovby.
De forskellige aldersgrupper stemmer også i forskellig grad: Valgdeltagelsen blandt de 22-29 år i Furesø lå ved kommunalvalget i 2021 på 46 procent, mens den for de 70-79-årige lå på 84 procent.
Et velfungerende demokrati forudsætter, at alle grupper i vores samfund kommer til orde. Derfor skal vi have valgdeltagelsen op i HELE Furesø. Indenrigsministeriet peger på, at en stemmebus, kan være en mulighed – og den bliver da også brugt flittig i en række andre kommuner. Den skal selvfølgelig køre efter alle spilleregler, så vi får en god demokratisk proces. Jeg forstår godt dem, der siger, at der kan være andre og bedre veje at hæve valgdeltagelsen på. Det er et fair og ordentligt argument. Men jeg forstår ikke, at man kan være imod valgbussen, fordi man er bange for at trække nye vælgere til med en anden politisk observans end ens egen. Det svarer jo til, at det gamle Højre var imod at give stemmeret til tyende og kvinder – for hvad kunne der dog ikke ske, hvis også de fik indflydelse. Den tid er heldigvis forbi. Demokratiet er for os alle.

1 kommentar til “Debat – Demokrati for os alle -Lad os rette op på skæv valgdeltagelse”
Demokratiet gælder alle – også i Farum Midtpunkt
Kære Niels,
Lad os skære ind til benet: Vil vi øge valgdeltagelsen, eller vil vi bare tale om det?
De borgerlige kritiserer, at en valgbus skal køre til Farum Midtpunkt – men netop her er stemmeprocenten lavest. Ved seneste kommunalvalg i 2021 stemte kun 55% i visse områder af Farum Midtpunkt, mens resten af kommunen lå på 78%.
Men det handler ikke kun om at bringe stemmeurnen tættere på borgerne – vi skal også sikre, at folk forstår vigtigheden af at stemme. Mange deltager ikke, fordi de føler sig fremmedgjorte fra politik eller ikke ved, hvordan det fungerer. Derfor foreslår jeg, at vi stiller en skurvogn op centralt i Farum Midtpunkt, hvor vi informerer borgerne om, hvorfor deres stemme betyder noget. Her kan de få hjælp til at forstå valgsystemet, få svar på spørgsmål og blive klædt på til at deltage i demokratiet.
En valgbus er et vigtigt skridt, men vi skal tænke bredere. Lad os tage demokratiet seriøst og gøre en ekstra indsats dér, hvor det virkelig batter.
Lad os nu rulle den bus ud – og samtidig rulle informationen helt ud til borgerne.
Venlig hilsen,
Bjarne Damberg
Kandidat for Moderaterne
Der er lukket for kommentarer.