Debat – En lærer i virkeligheden og i politik

Af Rikke Blak-Kristiansen (C) Byrådsmedlem og folkeskolelærer
“Politikere ved intet om, hvordan det er ude i virkeligheden.”
Den sætning hører man ofte, især i en valgkamp. Nogle gange er den måske også berettiget. Men jeg har faktisk en fordel, som mange politikere ikke har. Jeg er ude i virkeligheden hver eneste dag.
Som lærer står jeg midt i den hverdag, hvor de politiske beslutninger bliver til virkelighed. Jeg mærker på egen krop, hvordan beslutninger om ressourcer, normeringer, inklusion og trivsel påvirker både kollegaer og elever. Jeg ser konsekvenserne, både de gode og de mindre gode, af det vi beslutter politisk.
Nogle har ment, at det var uklogt at have en lærer siddende i Børn- og Skoleudvalget. Jeg ser det anderledes.

For hvem er bedre til at belyse de udfordringer og muligheder, vi står med i skolerne, end én der selv er en del af hverdagen?
Når jeg deltager i udvalgsarbejdet, tager jeg ikke kun mine egne erfaringer med, men også de mange samtaler og perspektiver, jeg møder blandt kollegaer, forældre og elever. Jeg ved, hvordan det føles, når endnu et tiltag lander på lærerværelset. Jeg ved også, hvad der faktisk gør en forskel i klasselokalet.
Det er netop den kobling mellem praksis og politik, jeg mener, vi har brug for mere af. Hvis vi vil skabe bedre trivsel, stærkere faglighed og mere sammenhæng i vores skolevæsen, så skal beslutningerne bygge på viden. Ikke kun på visioner.
Jeg er politiker. Jeg er også lærer. Og det er faktisk ikke en svaghed. Det er en styrke.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder