Af Tine Hessner, folketingskandidat for Radikale Venstre.
Digitale løsninger virker, når borgen har evnerne og løsningen er brugervenlig. Vi skal huske “brugerrejsen” for ældre, når vi udvikler nye løsninger – og vi skal huske, at det kan være svært at overskue mange samtidige løsninger.
I Furesø er der godt 3000 borgere over 80 år (2025-tal fra Citypopulation, Danmarks Statistik ) – heraf ca. 500 over 90 år. Hvor mange der er fritaget for digitale tjenester og/eller har givet digitale fuldmagter ved vi ikke, men vi ved at de ældste borgere generelt er de mindst digitale i mødet med det offentlige – og der kommer flere af dem. Ældresagens lokalafdeling i Farum byder på IT-hjælp hjemme Vi ved også, at antallet af ældre borgere er stigende – og at demens rammer flere og flere.
Selvbetjeningsløsninger er generelt en stor gevinst for os som borgere og samfund. For unge, voksne og ældre. Løsningerne hver for sig er velfungerende, giver 24-7 adgang – er nemme at håndtere. Altså hver for sig. Især hvis man husker platform og koder! For digitaliseringen har også grænser.
Hvad sker der, når man skal overskue koder og adgange til sundhedsportalen, banken? Medicinkortet der flytter app? Biblioteksadgangen? E-avisen? Fødselsdagsinvitationen i facebook? Hvad var i mail – og hvad var i sms? Det kræver godt overblik at kunne navigere i det digitale univers mellem mange platforme og kommunikationskanaler. Et overblik der ofte udfordres, når man bliver ældre.
Vi lever i et kodemylder. MitID hjælper lidt, men er også sårbart, og mange deler koder og adgange med pårørende. Skriver små huskesedler hist og pist. Frit tilgængelige, med nem adgang for svindlere. Andre får deres børn til at hjælpe. Jeg tilhører sandwichgenerationen. Den generation som både hjælper sine børn – og sine forældre – og gør det med glæde. Også på det digitale, via fuldmagter.
Som politikere må vi insistere på at udvikle ældrevenlige løsninger, men også fastholde alternativer til det digitale. Jeg har tidligere ytret mig om rejsekortets udfasning og glæder mig over at vi får et fysisk alternativ: Basiskortet. Offentlige myndigheder, fra jobcenter til sygehus eller speciallæge må også kunne give et papirprint med ud af døren til borgeren, efter behov. Det skal være en mulighed.
Vi skal digitalisere på modtagerens præmisser- også når det digitale univers er overvældende. Det må vi anerkende og tage ansvar for.
