Debat – Er møllestenen virkelig blevet lettere de sidste 15 år?

Af: Nicolai Bechfeldt, Venstres borgmesterkandidat
Sabine Kirchmeier og Bjarne Zetterström skriver i Alt om Furesø d. 21. oktober, at Furesøgælden er en møllesten om halsen. Det kan man ikke være uenig i.
Dog er resten af teksten uhørt misvisende, idet der anvendes forkerte tal og der udelades meget relevante tal. Indlæggets konklusion må derfor betegnes som resultatet af en socialdemokratisk valgmaskine, der nu er på vej i omdrejninger.
For det første, så bør vi bruge de rigtige tal. Da Ole Bondo blev borgmester var Furesøgælden knap 2,7 milliarder og ikke tre milliarder.
For det andet, så har de to socialdemokrater behændigt undladt at nævne Furesøs samlede langfristede gæld der ultimo 2024 blev opgjort til ca. 2,4 milliarder (2.358.826 for at være præcis). I stedet nævnes, at ”Furesøgælden” ved årets udgang er nedbragt til 1,6 milliarder.
Det er herfra, at den tredje, og mest iøjnefaldende påstand udspringer: At byrådet under Ole Bondo Christensens ledelse ”med stor ansvarlighed” løbende har balanceret udgifter og indtægter. Under borgmesterens ledelse i perioden 2011-2024 er der optaget i alt nye lån til en samlet værdi af 598 millioner kroner! Det har betydet, at Furesø er gået fra plads nr. 88 (2011) til plads nr. 6 (2025) over de mest låneivrige kommuner i landet.
Alene i 2024 optog Furesø lån for 1.880 kroner pr. borger. Medianen for danske kommuner er 438 kroner pr. borger.
De nye lån, der er optaget i perioden 2011-2024, er ofte gået til ”energirenoveringer”, men ved en gennemgang af lånene kan man se, at mindst 1/3 af pengene bliver brugt på vedligeholdelseslignende investeringer, hvor dokumentationen for den grønne gevinst typisk ikke eksisterer.
Det værste ved de mange nye lån er, at i modsætning til ”Furesøgælden”, som er fastforrentet til 1,25 %, så er flere af de nye lån med variabel rente på 2-3 % og skal genforhandles i de kommende år. Renten er måske lavere end kassekredittens, men regningen skubber man foran sig.
Jeg er helt enig med Kirchmeier og Zetterström i, at ”Furesøgælden” er urimelig, og det vil være en bunden opgave for et nyt byråd at forhandle med staten om hel eller delvis eftergivelse.
Jeg er dog samtidig uenig i, at den førte økonomiske politik har været ansvarlig. Dét kan vise sig at belaste kommunen negativt forud for en forhandling med staten. For hvorfor skulle en långiver eftergive gæld til en låntager, der år for år optager nye lån?
Hvis Venstre får afgørende indflydelse, så vil vi stoppe for optagelsen af ny gæld, medmindre den entydigt optages til afkastgivende investering. For dét er en ansvarlig økonomisk politik.