Debat – Er ukrainske flygtninge sikret en anstændig behandling, Helle Vallentin?

Af Rikke Blak-Kristiansen og Lars Carstensen (K)
Vi håber, at du har ret, Helle Vallentin, når du påstår, at vi konservative kommer med usande påstande. For det vil jo betyde, at de ukrainske flygtninge bliver behandlet ordentligt og ikke risikerer at blive smidt ud af Ukrainehuset med kort varsel. Desværre fremgår det klart af sagen i Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, at ukrainske familier vil blive pålagt at fraflytte deres midlertidige bolig inden for 14 dage.
Det er nemlig beskrevet i sagsfremstillingen fra det udvalg, som du selv er formand for. Derfor undrer det os, at du tilsyneladende ikke er bekendt med det. Af sagen fremgår det specifikt, at når en ukrainsk familie får tildelt en permanent bolig, mister de retten til deres midlertidige bolig efter 14 dage – uanset om de vælger at takke ja eller nej til den anviste bolig.
Vi vælger dog at tolke dit indlæg som et positivt signal om, at du vil sikre, at der ikke bliver administreret, som der står i sagen.
Vores indlæg handlede om, at vi ønsker en anstændig behandling af de ukrainske flygtninge. Når det indlæg giver anledning til en så stærk reaktion fra udvalgsformanden, bliver vi bekymrede for hensigterne, og for om der bliver lyttet til de bekymringer, vi fremførte under mødet. For bekymringerne er ikke ført til referat.
Vi konservative vil fortsat følge sagen tæt for at sikre, at de ukrainske flygtninge bliver behandlet med respekt og værdighed.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder